DE ER SKIDT, NÅR
STATSMINISTEREN IKKE TALER SANDT – MEN DER ER NOGET, DER ER MERE BELASTENDE FOR
METTE FREDERIKSEN..
Covid-19-rapporten afslører en regering, der ensidigt
prioriterede covid-19 uden hensyntagen til andre sygdomme og økonomi.
Centraliseringen i Statsministeriet og hastværket medførte alvorlige fejl og
tilsidesættelse af hensyn til retssikkerheden.
KOMMENTAR
Søndag d. 14. februar 2021, kl. 17.00
OLE P. KRISTENSEN
Dr.scient.pol., fhv. professor i statskundskab ved
Aarhus Universitet
Mette
Frederiksen talte ikke sandt, da hun i marts fortalte, at nedlukningen skete på
myndighedernes anbefaling, fastslår
covid-19-rapporten. Det blev af mange opfattet som den for
regeringen mest belastende afsløring.
Det er naturligvis skidt, når statsministeren ikke taler sandt,
men covid-19-rapporten indeholder afsløringer, der er mere belastende for
regeringen.
Mere problematisk end den lemfældige omgang med sandheden er, at
det viser sig, at Mette Frederiksens forsigtighedsprincip ikke er et princip,
men en ensidig – og skæv vil de fleste mene – prioritering af covid-19 frem for
alle andre hensyn. En prioritering af et hensyn over alle andre hensyn kan ikke
begrundes med henvisning til et forsigtighedsprincip, det lyder lettere
videnskabeligt og objektivt, det er en ren politisk prioritering, som
anstændigvis ikke skal camoufleres med henvisning til et princip.
Svaret på prioriteringsproblemet er ikke, at regeringen bare
skulle have fulgt den faglige rådgivning. Faglig rådgivning er sjældent
entydig, inden for samme faglighed er meningerne ofte delte, og hvilken
faglighed er det, man skal lytte til? De sundhedsfaglige vurderinger var ikke
entydige, og hvad med den økonomiske faglighed? Det dilemma undgik regeringen
ved i praksis at undlade at inddrage økonomiske overvejelser.
Det korte af det lange er, at det ikke er en faglig opgave at
afveje de forskellige hensyn og fagligheder, det er en politisk opgave. Så
problemet er ikke, at regeringen foretog en politisk prioritering af de
forskellige hensyn, problemet er, at prioriteringen var så ensidig,
prioriteringen manglede proportionalitet, som Søren Brostrøm formulerede det.
Centralisering og ensretning
Er det ikke ren bagklogskab at fastslå, at den politiske
afvejning og prioritering var kritisabelt skæv? Det er det måske angående de
økonomiske hensyn, i hvert fald i starten. Tilbage står, at i modsætning til i
Norge var det meget sent i forløbet, at regeringen inddrog
økonomisk ekspertise i overvejelserne.
Manglen på proportionalitet havde indiskutabelt alvorlige følger
i sundhedsvæsenet, hvor en række sygdomme og behandlinger blev lavt prioriteret
med alvorlige konsekvenser for de berørte patientgrupper, og det medførte, at
mange medarbejdere i sundhedsvæsenet i en lang periode trillede tommelfingre.
Det var ikke mindst det problem, Søren Brostrøm allerede i de tidligste faser
advarede imod med ønsket om proportionalitet i indgrebene.
»Beslutningerne i marts blev hastet igennem i et unødvendigt
tempo.«
Den centralisering og ensretning til Statsministeriet, der
lynhurtigt skete af de administrative og politiske processer, er et andet tungt
kritikpunkt mod regeringen. Centraliseringen førte til fejl, antog latterlige
og skadelige former, når Statsministeriet blandede sig i groteske detaljer og
bombarderede ministerier og styrelser med utallige bestillinger og
forespørgsler helt uden prioritering mellem vigtigt og mindre vigtigt.
Der skete også en ensretning, så afvigende synspunkter og fakta
blev ignoreret og udgrænset. Det er skadeligt for enhver beslutningsproces,
hvor uenighed og dissens skærper eftertanken og kvaliteten af beslutningerne.
Det kortsluttede også den politiske proces, fordi Folketinget fik mangelfulde
og ikke retvisende informationer.
Hastværk og sjusk
Beslutningerne i marts blev hastet igennem i et unødvendigt
tempo, det førte, kombineret med centraliseringen og den snævre selektion af
information, til en tilsidesættelse af retssikkerheden.
Her er ikke alene tale om afskaffelsen af den gamle epidemilovs
§27, hvor gennemskuelige retsprincipper for erstatning blev erstattet af
politisk vilkårlighed, der åbnede op for en ladeport af utiltalende
lobbyvirksomhed. Den nye epidemilov indeholder i det hele taget »kun i meget
begrænset omfang retssikkerhedsgarantier sammenlignet med, hvad der er
almindeligt,« som det hedder i covid-19-rapporten. Det er ikke alene
regeringens ansvar, det er beskæmmende, at et enigt folketing accepterede
retsløshed præget af hastværk og sjusk.
Forløbet i marts er ikke noget kønt syn. Mange trøster sig med,
at den uheldige proces førte til de rigtige beslutninger i den forstand, at
Danmark klarede sig heldigt igennem krisen. Det er alt for tidligt at gøre det
bo op. De negative konsekvenser for andre sygdomme og økonomien kender vi ikke
endnu. Selvom det endelige regnestykke falder fornuftigt ud, skal det ikke stå
i vejen for at tage ved lære af de fejl, der blev begået.
Centraliseringen og ensretningen fortsatte ind i efteråret. Her
ligger en oplagt forklaring på minkskandalen. Jeg afventer
granskningskommissionens undersøgelse, den kan blive en gyser, ikke mindst for
regeringen.
Ole P. Kristensen er dr.scient.pol.
og fhv. professor i statskundskab på Aarhus Universitet
Kommentar:
Socialdemokratiet har på under et år afskaffet
demokratiet, indført udskamning af anderledestænkende - stort set som i
Mellemøsten - og ophøjet sin mindretalsregering til Danmarks form for
republikansk enevældsstyre, hvor den røde adel skalter og valter med de
livegnes skæbner, totalt uden at bekymre sig om de økonomiske og menneskelige
konsekvenser.
Og det danske tryghedssegment LABBER det i sig
Den nye politikertype - kommer med en
universitetsuddannelse direkte fra partiernes ungdomsorganisationer, så deres
tankesæt ikke forurenes af virkeligheden.
De får bibragt den indstilling, at de er
den nye hochadel,som fæstebønderne (i.e. skatteyderne) skal betale tiende til -
og desuden betale for de privilegier, som adelsmændene/kvinderne tildeler sig
selv.
Privilegierne skal helst holdes skjult for
de livegne, da de let kunne blive misundelige og protestere mod politikernes
ret til at rage til sig med arme og ben.
Disse levebrødspolitikere findes
efterhånden i alle partier - og de har efterhånden gjort pamperiet til en
kunst.
