HVAD FIRE ÅR I
SIBIRIEN VAR FOR DOSTOJEVSKIJ, KUNNE MINKSKANDALEN VÆRE BLEVET FOR METTE
FREDERIKSEN..
Statsministeren stod i et akut dilemma og kunne
efterfølgende have givet os et blik ind i vildnisset i stedet for at foregive
at være ufejlbarlig. Fejlbarligheden ville have tjent hende. Hun kunne have
scoret stemmer ved at indrømme, at hun kun er et menneske. Sådan gik det ikke.
D-dag nærmer sig, og aviserne er fulde af artikler om den
russiske forfatter Fjodor Dostojevskij (1821-81), der fylder 200 år den 11.
november for at være helt præcis.
Et af de gennemgående træk i fødselsdagsportrætterne er, at
Fjodors forfatterskab først fik virkelig tyngde, efter at han overlevede en
fireårig deportation til Sibirien sammen med bunden af det russiske samfund
anno 1849-1853.
Det var her, i frihedsberøvelsen og den fysiske fornedrelse, at
han lærte mennesket at kende for alvor, fordi han var presset til at være
sammen med alt for mange af slagsen på meget begrænset plads, og det var
herfra, at hans evne til at sætte sig fuldkomment ind i fremmede sind tog fart.
Derefter udgav han den ene føljeton og roman efter den anden med
samme frekvens som udgydelserne fra vor tids bloggere og podcastere. ”Forbrydelse
og straf”, ”Onde Ånder”, ”Brødrene Karamazov” og de andre sene romaner var
næppe blevet til, hvis det ikke havde været for denne afgrundsdybe, personlige
erfaring.
Det er en hårrejsende tanke, at der skal fire år i straffelejr til for at skabe en digter. I så fald er det ikke så underligt, at vores blødsødne velfærdsstater mestendels fostrer metermålsskribenter (som mig selv) og kun meget få litterære genier.
Velfærdsstatens forfattere har det simpelthen
for godt og lever i deres egne små velmenende bobler helt uden at ane det. Og
hvad med mig selv? Her sidder jeg ved morgenbordet og nyder en god kop
italiensk kaffe til min honningristede müsli. Hvilken latterlig dekadence!
Jeg slog tanken væk og tog ud for at træne med drengene fra
Angora. Cykling har en vidunderlig evne til at blæse stort og småt væk fra
visiret, herunder dystre tanker og forudanelser. Renset og justeret kan man så
vende tilbage til overfladen lidt mere i vatter – og lidt rarere at være sammen
med for andre.
Men fortæller historien om Dostojevskijs pinsler os alligevel
ikke noget vigtigt? At livets modgang forlener os med erfaring og perspektiv,
herunder en forståelse af, at døden kan vente lige rundt om hjørnet? Det korte
svar er et rungende jow!
Dostojevskij var nærved blevet henrettet, hans kære døde omkring
ham, ligesom hans helbred var så elendigt, at han alt for tidligt gik rundt og
lignede en gamling.
Alligevel fik han hul igennem til tilværelsens store spørgsmål
og formåede med sin fortællekunst at etablere en lyslevende modpol til sin
samtids progressivt-nihilistiske idealer. Som jeg har været inde på tidligere,
peger den 200-årige russer hen på eksistensen af dybereliggende kræfter i
menneskesjælen, som ikke kan rettes ud til en lige linje eller en universel
fordring om menneskerettigheder og åbenhed over for alle, uanset hvem de er –
eller hvad de kommer med.
Dostojevskijs sandhed om mennesket gælder naturligvis også det
mennesker, der er Danmarks nuværende statsminister, ja, undskyld, jeg bringer
hende ind i ligningen. Men hun inviterer selv til det.
”Mette Frederiksen har som bekendt været helt utrolig populær indtil for
nylig. Nu ser vi så, at hun også kan være noget af et kældermenneske, som ikke
vil stå ved, hvad hun har gjort og lavet. Det virker til, at hele hendes
hukommelse er blevet slettet, ikke kun de der sms’er.”
Det er ikke så meget det grundlovsstridige drab på
minkerhvervet, der har sat en stopper for massernes applaus, som
statsministerens efterfølgende mangel på samvittighed. Har hun da slet ikke
lært noget? Tror hun virkelig, vælgerne er så dumme, at hun blot kan vrisse, at
vi skal leve med skandalen?
Der er her, sammenligningen mellem russeren og danskeren født
med mere end 150 års mellemrum påkalder sig vores interesse. For tænk, hvis
statsministeren havde tilladt sig selv at lære noget og sagt undskyld og ment
det. Tænk, hvis hun havde erkendt, at det gik for stærkt med at dræbe de mink,
og at hun og hendes emsige departementschef var for egenrådige.
Det ville ikke bringe dyrene til live igen. Men det havde været
et ærligt svar, som ville have klædt statsministeren menneskeligt og moralsk.
Hvad de fire år i Sibirien var for Dostojevskij, kunne minkskandalen være
blevet for vores statsminister: et vendepunkt.
Statsministeren stod i et akut dilemma og kunne efterfølgende
have givet os et blik ind i vildnisset i stedet for at foregive at være ufejlbarlig.
Fejlbarligheden ville have tjent hende, også elektoralt. Hun kunne have scoret
stemmer ved at indrømme, at hun kun er et menneske.
Sådan gik det ikke. Mette Frederiksen undveg sandheden og
forsøgte at snyde sig igennem dag for dag – og de trak ud. Derfor bliver det
fremover endnu sværere at tage hendes ord for gode varer, ikke mindst nu, hvor
coronamøllen maler igen, og regeringen har en klokkeklar interesse i at tale om
noget andet end forsvundne sms’er.
Takket være ansvarsfraskrivelsen har Mette Frederiksen tabt sin
uskyld og det privilegium at være den første til at skrive sin egen historie.
Nu må hun nøjes med sådan nogle lede sataner som mig.
https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/mikaeljalving/ECE13447313/hvad-fire-aar-i-sibirien-var-for-dostojevskij-kunne-minkskandalen-vaere-blevet-for-mette-frederiksen/
