torsdag den 26. maj 2022

 

ANALYSE : LÆNKEN ER VÆK.! ALLES ØJNE HVILER PÅ STØJBERG..

Inger Støjberg har afsonet sin dom. Først vil hun takke sine tilhængere for støtten med en fest. Derpå kaster hun sig ind i slutspurten af EU-kampen. Og så ser hun et stort hul i dansk politik.




Det er en fri og kampklar Inger Støjberg, som er parat til at træde ind i den politiske arena.

Hun har afsonet sin dom og har i al diskretion fået fjernet fodlænken, så hun i en lille uges tid har kunnet nyde sin fulde frihed.

Nu venter en stor takkefest sammen med tilhængerne på Kristi himmelfartsdag. Den finder sted på Visborggaard Slot, og sammen med familie og venner har hun haft travlt med at gøre klar til fest med masser af kaffe, kager og fadøl til de hundreder af gæster, som ventes at deltage.

Som Nordjyske har skrevet, er der en vis symbolik i valget af mødested. For da Kong Christian 10. i 1920 markerede genforeningen med Sønderjylland red han på en hvid hest, der stammede fra slottet.

Så vidt vides vil Støjberg ikke ankomme til hest. Men hun vil blive modtaget som en heltinde. For set med tilhængernes øjne gjorde hun det rigtige, da hun fik adskilt yngre afghanske kvinder fra de ældre mænd, som de boede med på danske asylcentre. Tilhængerne mener, at dommen mod Støjberg var forkert, og de håber, at festen bliver startskud til, at hun melder sig fuldtonet ind i politik igen.

Mange andre vil have den stik modsatte holdning. De længes absolut ikke efter et gensyn med den forhenværende minister og næstformand fra Venstre. De mener, at hun groft overskred sine beføjelser og tromlede en ulovlig praksis igennem trods klare advarsler fra embedsmændene. De krydser fingre for, at hun aldrig nogensinde vender tilbage til Folketinget.

Pointen er, at de færreste er ligeglade. Derfor vil Støjbergs næste skridt blive fulgt tæt af medier og politikere. Alle ved, at det vil få konsekvenser, hvis hun skaber et nyt parti.

Hun står allerede bomstærkt på de sociale medier, hvor hun med ét klik kan nå ud til titusinder af følgere. På Christiansborg sidder en gruppe DF-afhoppere parat til at hjælpe hende med det benarbejde, der skal til for at stable et nyt projekt på benene. Og et godt gæt er, at lokale og regionale Venstrefolk rundt om i landet også vil være med.

Hvornår hun siger endeligt til – eller fra – ved ingen. Men efter festen kører hun ud på landevejen, hvor hun sammen med Kristian Thulesen Dahl fra DF kaster sig ind i kampen om forsvarsforbeholdet. Selv om ja-siden fører, vil Støjberg kæmpe for at fastholde forbeholdet.

Hun lægger ikke skjul på, at hun glæder sig til at deltage i debatterne, og fra Kristian Thulesen Dahl lyder det, at der er brug for Støjberg i dansk politik. Budskaberne kan næsten kun opfattes som et signal om, at noget større er på vej.

Hvis et nyt politisk projekt skal lykkes, kræver det dog plads, og ser man på den politiske spillebane, virker pladsen såre begrænset. Ikke mindst på blå banehalvdel.




Inger Støjberg og Kristian Thulesen Dahl er imidlertid begge optaget af de analyser, som journalisten og forfatteren Lars Olsen har skrevet på det seneste. Lars Olsen er især kendt for at have publiceret roste bøger om de skel og brudflader, der præger det moderne Danmark.

Statsminister Mette Frederiksen har også været dybt optaget af hans pointer, mens Lars Olsen på sin side har fremhævet, hvordan Frederiksen og S-holdet forud for valget i 2019 systematisk fik ændret partiets kurs, så S kom i kontakt med vælgere, som i en lang periode havde valgt partiet fra.

Mette Frederiksens skifte til en stram udlændingepolitik er velkendt, men i samme periode blev hun også mere opmærksom på kløften mellem storby og provins. Som nyvalgt regeringschef talte hun for at styrke produktions-Danmark, hun satte skub i udflytningen af uddannelser, og hun ønskede at skabe større prestige om de erhvervs- og velfærdsuddannelser, som der bliver mangel på fremover.

I forhold til den grønne omstilling gjorde hun det klart, at hun var rød, før hun var grøn – forstået på den måde, at hun midt i den nødvendige omstilling ville passe på job og arbejdspladser.

Ifølge Lars Olsen er Mette Frederiksen tæt på at tabe de vælgere, hun fik samlet bag S. Ruslands angreb på Ukraine har forcereret den grønne omlægning. Der skal skrues voldsomt op for sol- og vindenergi, og som Lars Olsen noterer, bliver de mange nye møller næppe sat op i København og Nordsjælland. Mange danskere skal også investere i nye energikilder – hvilket bliver dyrt – og han advarer også om, at en ny CO2-afgift kan føre til lukning af produktionsarbejdspladser i provinsen. Eller som han skrev i Altinget for nylig:

”Alt sammen kan blive gefundenes fressen for et nyt ”provinsparti” med Inger Støjberg og Kristian Thulesen Dahl som frontfigurer. Inger Støjberg har med stor effekt svunget krabasken over de selvfede cafémiljøer på Østerbro, og nu kan hun med en vis ret sige, at de klimaengagerede københavnere kører på fribillet og tørrer problemerne af i provinsen.”

Oven i det peger han på, at mange vælgere ikke vil være glade for Mette Frederiksens nye varme omfavnelse af EU og hendes kamp for at få fjernet forsvarsforbeholdet.

Endelig er den økonomiske situation forandret. Mange danskere presses allerede af stigende leveomkostninger, og de kan se, hvordan investeringer i grøn omstilling og det historiske løft af forsvarsudgifterne udhuler det økonomiske råderum og gør det sværere at forbedre velfærden.

Til sammen kan det udløse et nyt politisk opbrud, og det er endnu en grund til, at mange vil følge intenst med i Inger Støjbergs næste politiske skaktræk.

https://nordjyske.dk/nyheder/politik/analyse-laenken-er-vaek-alles-oejne-hviler-paa-stoejberg/2957245

Lige nu: Inger Støjberg holder takkefest på jysk slot – kæmpe folkemængde strømmer til




Inger Støjberg har altid haft en særlig evne til at bringe sig selv centrum.

En evne, hun ikke har mistet, efter hun blev smidt ud af Folketinget. Denne gang har hun nemlig lånt et slot i hjembyen Hadsund, hvor hun torsdag eftermiddag holder 'takkefest' for dem, der har støttet hende gennem rigsretssagen og fængselsdommen.

Og der er rigtig mange, der har takket ja til den åbne takkefest-invitation. Mere end 1.000 Støjberg-støtter har på forhånd meldt deres ankomst en takkefesten, selv om 25 uf 26 dommere i Rigsretten kendte Støjberg skyldig og gav hende fodlænke på.

En del af gæstene er kommet fra Hadsund-området, men nogle er også langvejsfra. En mand kørte 200 kilometer i bil bare for at få muligheden for at sige tak til Inger Støjberg, som står i slottets port og hilser på hver eneste gæst.

Nogle af dem, der glæder sig, til det bliver deres tur til at trykke hånd med den dømte ex-politiker, er Sisse og Karna Arevad.

»Karna er Ingers største fan,« siger Sisse, som holder en stor buket blomster fyldt med solsikker, som de vil give den tidligere Venstre-politiker.

»Jeg synes bare, hun er god i alt, hvad hun gør. Jeg vil følge hende, uanset hvor hun går hen,« siger Karna Arevad

Særligt begejstret er hun for Støjbergs egenskab til »at sige tingene«, som de er. En egenskab, hun mener, at mange kunne lære noget af.

En anden, der ser frem til dagens festligheder, er Gunnar Duus. Og han ved godt, hvad han vil bruge sin taletid med Støjberg til.

»Jeg vil gerne debattere forsvarsforbeholdet med hende,« forklarer han.

For her er de to uenige. Men i spørgsmålet om barnebrude har Støjberg en stærk støtte i Gunnar Buus.

»Der støtter jeg hende hundrede procent. Jeg mener, hun gjorde det rigtige, så jeg er ikke enig med de dommere, der dømte hende,« siger han.

Gunnar Buus er, som mange af de fremmødte, en voksen mand. Der er ikke mange unge at spotte i menneskemængden. Derfor skiller Martin, Benjamin og Emil sig også ud.



De er medlemmer i Dansk Folkepartis Ungdom, og de har taget en helt særlig gave med.

En ramme Coca-Cola Zero.

»Vi håber rigtig meget, hun vil komme over i Dansk Folkeparti. Det vil være godt for partiet. Så vi håber at kunne lokke hende lidt med noget, vi ved, hun kan lide.«

I fredags fik Inger Støjberg fodlænken af efter knap to måneders 'hjemmefængsel' for brud på ministeransvarsloven i sagen om tvangsadskillelse af mindreårige asylpar.

Inger Støjberg lavede allerede under rigsretssagen sit eget medie, Inger.dk. Og det er herigennem, hun har inviteret sine støtter til Visborggaard Slot til en tre timer lang begivenhed med kaffe, kage og øl med et særligt Støjberg-logo på.

Flere nuværende folketingspolitikere er også dukket op til festen. Det er blandt andre Liselotte Blixt, Bent Bøgsted og Hans Kristian Skibby – alle løsgængere, der har forladt Dansk Folkeparti for nylig.




Det store spørgsmål er dog stadig, hvornår Støjberg melder noget ud om sin politiske fremtid.

På sit medie Inger.dk har hun gentagne gange sagt, at hun vil tilbage i politik. Men om det bliver som løsgænger, en del af et eksisterende parti, eller om hun stifter et helt nyt parti, svæver fortsat i det uvisse.

 

https://www.bt.dk/politik/lige-nu-inger-stoejberg-holder-takkefest-paa-jysk-slot-kaempe-folkemaengde

tirsdag den 17. maj 2022

 


SIKKANDAR SIDDIQUE VIL OPRETTE EN MODSTANDSBEVÆGELSE – NU SIGER HAN, AT HAN VIL AFSKAFFE FOLKETINGET..





Der er ikke noget at sige til, at mange tror, at Sikandar Siddiques parti er valgt ind i Folketinget.

 

Hans parti er dog kun opstillingsberettiget. Til det kommende valg kan så de, der ønsker det samme for Danmarks afvikling, som han gør, sætte deres kryds ved ham.

 

Misforståelsen skyldes formentlig, at han altid er i vælten et eller andet sted i medierne, i aviser og på TV-programmer.

 

Ønsker medierne at promovere denne i egne øjne indflydelsesrige og betydningsfulde politiker?

Eller er formålet at udstille ham?





 

Meget tyder på det sidste, når henses til Siddiques uendelige række af vrøvl og  tåkrummende udtalelser, der får ens fødder til at krympe flere størrelser.

 

Visionerne for Danmark

Siddique har rigtigt mange forslag, som skal gøre Danmark til et bedre sted at leve – i hvert fald for islamister.

 

Der skal gøres op med (hævdede) hadforbrydelser, der må gøres noget ved hvidheden, den strukturelle statsracisme (kun hvide kan være racister)ghettopakken og diskrimination skal droppes, krav om automatisk dansk statsborgerskab, ingen lovforslag uden forhåndsgodkendelse, 24-års reglen skal afskaffes, og blasfemiparagraffen genindføres, så islam ikke ustraffet kan kritiseres, krav om at arbejde for sin offentlige forsørgelse er det rene slaveri, for så er det migranterne, der betaler for Arnes pension.

 

Af alle grønne partier hævder Frie Grønne at være det grønneste. I det parti kan man som den små frk. Thunberg se CO2 i luften, og der skal arbejdes meget hurtigt, hvis Siddique skal betvinge solens stråler, varme/kulde, vind og regn, inden det går helt galt.

Hijab’en skal hylles om hovedet på hver eneste muslimske, kvindelige ansatte i politiet og i hæren. Hvis ikke, vil kvinderne tilslutte sig IS. Se også DKA her.





 

Stopper det her? Nej, visioner og forslag vælter ud af Siddique som skidt fra en spædekalv.

 

Grundloven – det billige skidt

Grundloven skal ændres, så den passer bedre ind i Siddiques antiracismevirkelighed.

 

Alt for mange migranter lever de under demokratisk apartheid, mener Siddique.

 

Hvad enten de er indvandret fra Rigshospitalet eller er smuttet over vores grænser for 4 år siden, skal de kunne stemme til folketingsvalgene. De skal nemlig være med til at bestemme, hvordan det Danmark, vi kendte, hurtigst muligt kan blive et fuldstændigt ukendeligt Danmark.

 

Om som en ekstra bonus, vil det nok gøre det noget nemmere for Siddique – hvilket han dog ikke nævner – at få nok til at stemme på sig.

 

Vi skal betragte migranterne som en multikulturel berigelse. Tja, bom bom, det kommer nu nok an på, om vi synes, de beriger os. Men ellers kan politikerne vel vedtage en lov om, at det skal vi altså synes.




 

Et forfejlet økonomisk system

Feministisk økonomi (det har nok noget med kvinder at gøre) skal indføres. Forbrug og vækst skal stoppes, for der skal gøres op med, at de rige bliver ”endnu mere perverst overflodssvinagtigt rige”.  Den slags perverse svinagtigt rige har vi dog ikke så mange af i Danmark. Se Siddiques svada i Berlingske den 9. april 2021.

 

Siddique mener også, at de danske skatteydere skal tage sig af den ”foruroligende globale ulighed” udover, hvad vi allerede betaler, bl.a. til de svinagtigt rige i Pakistan, som ikke skænker de ludfattige en tanke.

 

Den almindelige dansker (og dem er der nok flest af), betragter sig vist ikke som rig. Vi kunne dog have været rigere, hvis ikke politikerne havde bebyrdet befolkningen med uintegrerbare og arbejdsvægrende migranter gennem 40+ år. De omkring 100 milliarder+ kroner, de koster den danske befolkning årligt, kunne have været anvendt på danskerne, så pensionsalderen ikke til stadighed skal sættes op. De utallige førtidspensioner, der er blevet kastet i grams til de migranter, der har sat en ære i at opfinde fantasifulde sygdomme for ikke at arbejde, har nu heller ikke hjulpet på familien Danmarks økonomi.

 

En tåbe eller en farlig mand?

Siddique gør ingen røverkule af sine meninger. Han oplyser offentligt, hvad danskerne og de danske myndigheder har i vente af vold og anarki, hvis han får magt, som han har agt. Magten tilhører nemlig ham, og vé de, der kommer på tværs. Så kommer han efter dem.




 

For han har ikke i sinde at flytte sig. Det vil han presse de andre partier til at gøre. Vi må ønske ham god fornøjelse med dette vanskelige projekt. Nogle af partierne er jo ret stædige.

 

Heller ikke journalister, der ellers – med meget få undtagelser – pr. definition er venstreorienterede, synes særligt begejstrede for dette ”kompromisløse” parti, som Siddique selv kalder det.

 

Midt i al vrøvlet har der sneget sig noget faretruende ind.

 

Da han oplyste både på sin Facebook og til Berlingske (bag betalingsmur), at han ville oprette en modstandsbevægelse á la den amerikanske militante bevægelse De Sorte Pantere (mest kendt for vold mod politiet) vakte det ikke nogen større furore blandt politikerne.

 

Opfattelsen synes at være, at man bare skal ignorere ham, da han ikke er værd at spilde tid på. Se DKA her.

 

Der syntes kun at være enkelte, der har fattet alvoren. De fleste indtager en chamberlainsk attitude, hvor der blot bliver trukket på skuldrene, rullet med øjnene eller bemærkningerne druknes i fnis.

 

Jævnligt protesterer dog visse politikere, når Siddique ytrer sig fra folketingets talerstol. F.eks. tog Nye Borgerlige kraftigt til genmæle i folketingssalen, da Siddique annoncerede ét minuts stilhed for en amerikansk forbryder. Og Dansk Folkeparti protesterede, da Siddique under Afslutningsdebatten i år beskyldte danskerne for racisme. Men det er ikke nok at protestere over Siddiques stunts fra gang til gang.




 

Folketingsmedlemmet Marcus Knuth (C) har dog bl.a. skrevet på sin Facebook, at han især bliver bekymret over den annoncerede modstandsbevægelse, ”fordi Sikandar Siddique appellerer til indvandrermiljøer, hvor der i forvejen er alt for meget vold og kriminalitet.”

 

Og der er nok grund til bekymring. For Frie Grønne er selverklærede anarkistiske og antiracistiske. Antiracisterne kender vi som de maskerede tæskehold, der overfalder fredelige demonstranter, og ja, deres formål er anarki. Måske er det dem, han vil indlemme i sin modstandsbevægelse?

 

Men han stopper ikke her. Han har mange flere visioner.

 

Landet Utopia – Folketinget skal nedlægges

I P1’s program “Ring til regeringen” kunne Siddique få mulighed for at udbrede sit sammenrod af visioner for det, han kalder sit utopia (start min. 3:20).

 

Ud med Folketinget og ind med lokalråd: ”Ude i landet skal der være 100 til 150 mennesker, der er model for det, og så skal der bygges ovenpå”. Mon der skal bygges, indtil 6 millioner sidder i lokalrådene?

 

Siddique vil skabe meningsfulde liv, hvor mennesker og naturen er i balance. Og det sker vist, hvis der ikke er økonomisk vækst (se nedenfor om hans afsky for ”arbejderisme”). Vi skal tilsyneladende ikke have noget at leve af, bare gå hånd i hånd gennem livet ude i naturen.




 

Vi skal have anarki (opløsning og mangel på styring), og folket skal bestemme. Hvordan giver det mening?

 

Udsendelsens vært Andrea Dragsdahl indleder min. 3:05 med at sige, at Siddique har sagt, at han gør sig selv arbejdsløs med sit utopia. Lad os håbe, det sker ved valget, inden han selv finder ud af, at hans utopia er utopisk.

 

Så fik Mette Frederiksen nok

I Folketinget sagde Siddique til statsministeren, at Frie Grønne ikke dyrker ”arbejderismen”. Det skal være meningsfuldt og sjovt at gå på arbejde.

 

Så knækkede filmen for statsministeren (scroll ned til videoen kl. 14:16), og hun gav Siddique nogle velfortjente verbale bank, som det vist ikke tidligere er hørt i Folketinget.

 

Siddique kan takke ”arbejderismen” i det danske folk for forsørgelsen af hans forældre, forsørgelsen af ham selv (som stadig pågår) samt hans uddannelse.

 

Jeg har det som Halime Oguz (SF), der ikke kan være i sig selv over hans mageløse hykleri.

 

På sin Facebook udspyer Siddique sit had under dække af at ville gøre så meget godt for de stakler, der må tåle at leve sammen med danskerne. Han sår had, og han høster had.

 

Han er, hvad jeg vil kalde en krigsophidser.

 

https://denkorteavis.dk/2022/sikandar-siddique-vil-nedlaegge-folketinget-og-erstatte-det-med-lokalraad-hvad-mener-han-om-et-muslimsk-kalifat/