The Twitter Files. Hvorfor
censurerede Twitter og Facebook en afsløring af Hunter Bidens
forretningsforbindelser i de afgørende dage op til præsidentvalget i 2020? Og
hvilken rolle spillede FBI? Elon Musk fører an i en informationskampagne, som
deler landet i to.
Den bærbare fra helvede
WASHINGTON – Efter en uge, hvor efterretningsofficerer,
en forhenværende præsident og USAs samlede kommentatorkorps har givet deres
mening til kende i sagen, er det værd at huske på de ydmyge omgivelser, hvori
den spegede affære om Hunter Bidens bærbare computer har sit udspring: en slidt
toetagers murstensbygning i udkanten af Wilmington, Delaware.
Det, der siden er blevet til en omfattende
debat om ytringsfrihed, pressens blinde vinkler, kuppede præsidentvalg og den
dybe stats hemmelige samarbejde med techgiganterne, begyndte med en defekt
computer i Biden-familiens hjemby et par timers kørsel fra USAs hovedstad.
Ved siden af en frisør og en kinagrill har
John Paul Mac Isaac en biks, hvor han reparerer Apple-computere, og i april 2019
træder en tydeligt beruset mand ind ad døren. Han præsenterer sig som Hunter
Biden og stikker Isaac tre bærbare computere. De har fugtskader, og han vil
have hjælp til at redde indholdet på deres harddiske.
Allerede her opstår det første
usikkerhedsmoment i historien. For butiksejeren er næsten blind på begge øjne
og ved stadig ikke med sikkerhed, hvem han talte med den dag. Hunter Biden
husker ikke selv at have besøgt The Mac Shop i Wilmington, men har sagt, at
hans computere måske har været stjålet eller hacket.
Præsident Biden sammen med sin ulykkesfugl af en
søn Hunter Biden i august 2022. Mange af republikanerne er af den opfattelse,
at hvis historien om indholdet af Hunters computer havde nået befolkningen
under sidste valgkamp, var Biden ikke blevet valgt som præsident. Foto: Joshua
Roberts, Scanpix
Uanset hvem personen er, så vender han i hvert fald ikke
tilbage for at hente computerne igen.
Og reparatøren Isaac er ikke tryg ved det,
han finder på især en af dem: sex- og nøgenbilleder af Hunter Biden, men også
regnskaber og tusindvis af mails, hvoraf flere nævner hans far, Joe Biden, der
netop har annonceret sit kandidatur til præsidentvalget det følgende år. Så i
december 2019 tager Isaac kontakt til FBI, der beslaglægger computeren med det
sprængfarlige indhold. Den skal indgå som bevismateriale i en igangværende
undersøgelse af Hunter Bidens skatteforhold og virke som lobbyist på vegne af
udenlandske selskaber.
Isaac giver også en kopi af harddisken til
Rudy Giuliani, der er en af præsident Donald Trumps nære rådgivere. Og her skal
man igen vogte sig for sprækker og dobbelttydighed: Flere har nemlig påstået,
at de kendte til materialet, inden det blev afleveret til FBI og Giuliani. Det
kunne betyde, at flere kopier af harddisken kan have været i kredsløb samtidig,
at den har været til salg på det sorte marked for belastende oplysninger, eller
at dele af materialet er blevet forfalsket undervejs.
Usikkerheden om harddiskens oprindelse har
også fået nogle til at konkludere, at historien har været én stor and fra
begyndelsen. At onde kræfter på højrefløjen eller i Rusland udnyttede den
notorisk ustabile og misbrugsramte Hunter Biden i et bagvaskelsesangreb på
faren forud for præsidentvalget. I Wilmington mærker John Paul Mac Isaac den
mistanke på egen krop: Han er nødt til at lukke sin butik og flygte ud af byen,
fordi folk beskylder ham for at være i ledtog med russerne og kaster æg, rådne
grøntsager og hundelort på facaden.
Efterhånden er computerens indhold dog blevet
gransket så mange steder, at ren fabrikation kan udelukkes. Harddisken findes,
i en eller anden form. Og de mange mails, som computerreparatøren fra Delaware
afleverer til Rudy Giuliani, og som Giuliani senere sender videre til avisen
New York Post, stammer fra Hunter Bidens egne korrespondancer. Den er god nok.
Det samme er den historie, man kan læse på
New York Posts forside den 14. oktober 2020: »Afsløret: Ukrainsk direktør
takkede Hunter Biden for 'mulighed for at møde' vicepræsident-far.«
Artiklen handler om en rådgiver for bestyrelsen
i Burisma, et konglomerat af ukrainske energiselskaber, som Hunter Biden ifølge
de lækkede mails havde lovet et møde med sin far, da han var vicepræsident. I
mailtrådene henvises der flere gange til »The Big Guy«, som formodes at være
Joe Biden. Der er også indikationer – men ingen beviser – for, at både far og
søn tjener penge på Hunter Bidens lobbyarbejde i udlandet.
Afsløringen skal være Republikanernes October
Surprise; den sensation, der blæser midtervælgerne bagover og to
skridt til højre, så Donald Trump kan løbe med deres stemmer og dermed sejren
til præsidentvalget den følgende måned.
Men skandalen vil ikke rigtig lette fra
jorden, og det er der en god grund til: De landsdækkende medier vil ikke røre
den – men endnu værre: De sociale medier gør en særlig indsats for at fortie
den. Twitter sørger for, at artiklen fra New York Post ikke kan deles på
platformen, og lukker for flere af de profiler, der forsøger. Facebook skruer
på deres algoritme, så færre af brugerne får artiklen at se.
Lige siden har dét været den egentlige
skandale i mange konservative amerikanernes øjne: at techgiganterne undertrykte
vigtige oplysninger om en præsidentkandidats mulige korruption. At de kvalte en
kritisk stemme i de afgørende uger op til valget, angiveligt for at forhindre
Trump i at blive genvalgt.
En nothing burger
Men hvad foregik der egentlig i Twitter og
Facebook i efteråret 2020?
Hvad fik dem til at blokere artiklen om
Hunter Bidens computer? Det er ugens mest omdiskuterede spørgsmål, efter at en
ny stak mailkorrespondancer er blevet offentliggjort, denne gang mellem
personer i Twitters ledelse i de skæbnesvangre dage.
Årsagen er Elon Musk, som aldrig har købt
Twitters officielle forklaring. I oktober købte han til gengæld Twitter og
trådte til som direktør for det sociale medie, som han længe har kritiseret for
at manipulere brugerne og undertrykke ytringsfriheden. Musk protesterede
højlydt, da Twitter smed Donald Trump af platformen, og han har anklaget både
det og andre sociale medier for at udøve politisk censur mod konservative.
Forventningerne til hans offentliggørelse af
The Twitter Files var derfor store. Musks eget Twitter-opslag om den kommende
læk var ledsaget af en emoji med et bæger popcorn; et SoMe-løfte om god
underholdning.
Lige siden har dét været den egentlige skandale i mange
konservative amerikanernes øjne: at techgiganterne undertrykte vigtige
oplysninger om en præsidentkandidats mulige korruption.
Men modtagelsen var kølig og delt efter de
velkendte linjer. Den uafhængige journalist Matt Taibbi fik adgang til
materialet, og fredag aften begyndte han at spytte udklip fra interne mails og
egne bemærkninger ud i en lang og rodet Twitter-tråd. Donald Trump mente ganske
vist, at materialet var endnu en god grund til at »smide valgresultatet fra
2020 UD«, og Fox News bifaldt »afsløringerne«, som bekræftede den
»landsdækkende skandale« ved det seneste valg.
Resten af medielandskabet var mindre
overvældet. The Washington Post kaldte Taibbis fund for en »fuser«, og på
Twitter kommenterede flere med en tegning af to burgerboller uden bøf, en
såkaldt nothing
burger.
De fleste havde forventet beviser for
påvirkning ude- eller oppefra. At der havde været et pres, som fik Twitter til
at skrue på knapperne til Joe Bidens fordel. Enten fra Det Demokratiske Parti
eller Den Dybe Stat, som mange konservative amerikanere stadig giver skylden
for Donald Trumps valgnederlag i 2020.
Det første kunne nemt have været tilfældet.
Demokraterne har før vist, hvad de er i stand til: Forud for valgkampen i 2016
hyrede partiet den forhenværende britiske efterretningsofficer Christopher
Steele, som fyldte det såkaldte Steele-dossier med historier om tissende
prostituerede og hemmelige samarbejder mellem Trump og Vladimir Putin, som blev
viderekolporteret af alverdens medier, men som i dag fremstår som det pure
opspind.
Demokraterne var også klar over, hvad der var
på spil: Få dage før præsidentvalget i 2016 fortalte FBIs direktør, at Hillary
Clinton blev efterforsket af forbundspolitiet for at have brugt sin private
konto til at sende fortrolige mails. I dag mener mange demokrater, at den
udmelding kan have kostet dem valget. Det ville være naturligt at frygte, at
det samme ville ske med afsløringen i New York Post.
Men der er ingen rygende pistol med Demokraternes
fingeraftryk i Matt Taibbis Twitter-tråd. Jo, der var henvendelser fra Bidens
kampagnestab til Twitter om sønnens computer, men målet var at få fjernet nogle
af de mange nøgenbilleder, som cirkulerede af præsidentsønnen.
Når FBI nikker og blinker
Der er dog noget andet, som stadig skurrer. I
det rødglødende kaos, som Twitter tilsyneladende har udviklet sig til under
Elon Musks ledelse, blev mediets juridiske rådgiver, James Baker, fyret i
tirsdags.
Baker har en fortid som chefjurist i FBI og
spillede en central rolle i politiets efterforskning af Donald Trumps mulige
forbindelser til Rusland. Han har om nogen pustet til den frygt for russisk
påvirkning, som Twitter brugte til at retfærdiggøre sin censur. At han nu
skulle deltage i udgravningen af forløbet, var selvfølgelig dybt bizart, og
Elon Musk vidste tilsyneladende slet ikke, at han var ansat, før denne uge.
Var det i virkeligheden FBI, der førte
Twitters hånd i Hunter Biden-sagen?
Det læste flere konservative kommentatorer
mellem linjerne i The Twitter Files. I efteråret 2020 havde FBI afholdt
ugentlige møder med Twitter og Facebook, hvor de advarede om russisk
misinformation. Her skal man huske, at der faktisk var en russisk kampagne mod
Hillary Clinton i 2016, særligt på Facebook, selvom omfanget ofte er blevet
overdrevet siden. Så både sociale medier og myndigheder var i deres gode ret
til at være på vagt i 2020.
I New York Post mente kommentatoren Andrew
McCarthy dog, at den tætte kontakt har været udslagsgivende i Hunter
Biden-sagen – også selvom man ikke finder en klar ordre fra FBI i Twitters
interne mails.
»Det er ikke nødvendigt for FBIs ledelse at
give direkte advarsler for at meddele, at en historie skal dræbes,« skrev han.
»Når højtstående embedsmænd nikker og blinker, kan virksomhedsledere godt
forstå hentydningen.«
Andre har peget på den foruroligende mangel
på ord som »ytringsfrihed« og »demokrati« i Twitters omfattende interne
korrespondancer. Ledelsen diskuterer deres nye retningslinjer for hacking og
misinformation, men ikke deres ansvar for den offentlige samtale.
Ironisk nok er det demokraten Ro Khanna, der
opfordrer mediet til at indstille censuren af hensyn til ytringsfriheden,
selvom han efter eget udsagn er »totalt Biden-partisk«.
Elon Musk har lovet, at mere er på vej fra
arkiverne. Måske går det hurtigere nu, hvor han har fjernet den forhenværende
FBI-chef som flaskehals. Især vil man gerne vide, hvad der gik forud for
lukningen af Donald Trumps Twitter-profil.
Åbningen af Twitters arkiver er blevet godt
modtaget af alle, måske med undtagelse af Twitters egne ansatte. Så langt er
amerikanerne alligevel enige, selvom de ofte færdes i parallelle universer: De
sociale medier besidder en enorm magt, som fortjener at komme frem i lyset.
