mandag den 19. april 2021

 


HOLLANDSK PROFESSOR ER SOCIALDEMOKRATERNES UDLÆNDINGEGURU..

Med en systematisk påvisning af hvorfor det ofte går muslimske migranter dårligere end andre indvandrergrupper har den hollandske professor Ruud Koopmans sat et væsentligt aftryk på integrationsdebatten. Ikke mindst hos ledende danske socialdemokrater som integrationsminister Mattias Tesfaye.

 


Erik Holstein - Journalist og politisk kommentator


Skal man forstå tankegangen hos den socialdemokratiske strammerprofil, udlændingeordfører Rasmus Stoklund (S), skal man nærstudere den hollandske sociologiprofessor Ruud Koopmans. Og Stoklund er langt fra den eneste socialdemokrat, der er inspireret af Koopmans.

Helt det samme gælder udlændinge-og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), der også har studeret Koopmans. Det er en af grundene til, at Tesfaye er begyndt at operere med begrebet MENAPT-lande, der dækker landene i Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet. Alle muslimske lande.

Interessante sammenligninger


Ruud Koopmans arbejder i Berlin som leder af et institut, der studerer migration og integration, og han har flere gange skabt debat med sine undersøgelser af muslimske indvandrergrupper. Men det er ikke mindst Koopmans seneste bog, ”Islams forfaldne hus”, der har inspireret de danske socialdemokrater.

 

Her går Ruud Koopmans usædvanlig metodisk til værks, og i modsætning til den politiserende indvandrerforskning, man har set eksempler på herhjemme, bygger Koopmans sin argumentation op på bunker af statistik.

Koopmans undersøger en række indvandrergrupper med nogenlunde samme udgangspunkt, men med religionen og kulturen til forskel.

”Som eksemplet Qatar viser, er der ikke sammenhæng mellem velstand og demokrati i den muslimske verden.”

Indien og PakistaN


Et af eksemplerne er de mange indvandrere, der kom til Storbritannien fra det tidligere Britisk Indien, der dengang dækkede både Indien, Pakistan og Bangladesh.

 

Konklusionen er entydig: Indvandrere med hindu eller sikh-baggrund fra Indien klarer sig i gennemsnit betydeligt bedre end indvandrere med muslimsk baggrund fra Pakistan og Bangladesh.

Ja, selv når man kun kigger på indvandrere fra selve Indien med henholdsvis hinduistisk og muslimsk baggrund, er tilknytningen til arbejdsmarkedet markant større blandt hinduerne. Det gælder især for kvinder, hvor beskæftigelsesgraden er meget lav for muslimske kvinder.

Tankevækkende statistik


Et andet eksempel – som Rasmus Stoklund ynder at bruge i den hjemlige debat – er de libanesiske indvandrere i Australien.

 

Gruppen består af både muslimer og kristne, og også her har indvandrerne med muslimsk baggrund den dårligste tilknytning til arbejdsmarkedet.

Selvom de har været lige lang tid i Australien, er kvinder med muslimsk baggrund generelt dårligere til engelsk end kvinder med kristen baggrund, muslimerne har i snit lavere husstandsindkomst osv.

I dette eksempel kan man diskutere, om Koopmans i tilstrækkelig grad tager hensyn til forskelle i uddannelsesniveau, men mønstret er klart nok og kan genfindes i næsten alle EU-lande.

Det gælder også Danmark. Herhjemme er der formelt ikke lavet statistik efter religiøst tilhørsforhold, men Danmarks Statistik har en meget detaljeret gennemgang af indvandrergrupper fra forskellige lande, herunder flere muslimske lande.

Selvom der er masser af enkelteksempler på muslimer, der klarer sig glimrende, finder man ret konsekvent de højeste kriminalitetsfrekvenser og den laveste tilknytning til arbejdsmarkedet hos indvandrergrupper med muslimsk baggrund. Uanset om det er migranter eller flygtninge.

Det var netop de statistikker over ledighed og kriminalitet, Mette Frederiksen (S) nærstuderede som først beskæftigelsesminister og siden justitsminister. Koopmans tager det et skridt videre og tilbyder forklaringer på fænomenet.

Den muslimske verden


For hvorfor går det dårligere for indvandrergrupper med muslimsk baggrund (MENAPT-landene) end det gør for indvandrere fra eksempelvis Vietnam, Kina, Indien, Sri Lanka og Chile?

 

Kan det være et resultat af diskriminering, en verdensomspændende islamofobi?

OK, siger Koopmans, så lad os træde et skridt tilbage og se på, hvordan det går i de lande, hvor muslimerne er i absolut flertal. Hvor de med sikkerhed ikke bliver diskrimineret.

Her tager Koopmans fat i lande, der stod på nogenlunde samme udgangspunkt ved selvstændigheden og tjekker så status i dag. Det helt indlysende eksempel er igen Indien over for Pakistan og Bangladesh. Indien har formået at bevare en status som verdens største demokrati, mens Pakistan og Bangladesh har været præget af militærkup og uro. Levestandarden er også højere i Indien.

Et andet eksempel er ferieparadiserne Mauritius og Maldiverne, der begge ligger i Det Indiske Ocean, har nogenlunde samme størrelse og begge blev selvstændige i 60’erne. Maritius har et flertal af hinduer, mens Maldiverne er muslimsk.

Igen er forskellen slående: Maritius er et demokrati, der tilmed både har valgt præsidenter fra hindu-flertallet og fra det muslimske mindretal. Der hersker religionsfrihed i landet.

På Maldiverne derimod er sunni-islam statsreligion, og man må ikke dyrke andre religioner offentligt. Maldiverne har været præget af et langvarigt diktatur og senest et statskup.

Endelig sammenligner Koopmans Sydkorea med Egypten, der så sent som i 1970 havde nogenlunde samme velstandsniveau. Mindre end 50 år senere, i 2015, var gennemsnitsindkomsten ifølge Koopmans otte gange så høj så i Sydkorea som i Egypten.

Blandt årsagerne er, at Sydkorea har fået kontrol over befolkningstilvæksten, og at kvinderne i højere grad er kommet ud på arbejdsmarkedet.

Hovedrige diktaturstater


Det er ikke tilfældige eksempler. De er repræsentative. Som Koopman understreger, består de islamiske lande helt overvejende af diktaturer og autokratisk styrede lande, mens der i den ikke-islamiske verden er langt højre procentdel af demokratier. Det gælder især de vestlige lande, men det gælder også de ikke-vestlige, ikke-islamiske lande (altså Sydamerika og de ikke-islamiske dele af Asien og Afrika), der har en markant større grad af demokrati end de islamiske lande.

 

Men kan mangen på demokrati så skyldes, at den islamiske verden er fattigere og har færre naturressourcer? Nej, svarer Koopmans, der med statistik kan vise, at der er en vis sammenhæng mellem demokrati og materiel levestandard i den ikke-islamiske verden. En sådan sammenhæng findes ikke i den islamiske verden.

Her kan man bare kigge på Saudi-Arabien eller på diskussionen om fodbold-VM i det hovedrige Qatar. Enorme naturressourcer, høj levestandard – og på trods af det fatal mangel på demokrati og menneskerettigheder.

Islam var førende engang


Koopmans metode er den klassisk videnskabelige, hvor han skræller lag på lag af uholdbare forklaringer på et fænomen væk – tilbage står nogle bud på, hvad forklaringen så kan være.

 

I modsætning til dele af den nationalistiske højrefløj afviser Koopmans, at problemerne med islam er et resultat af, at islam pr. definition er mere krigerisk, intolerant og tilbageskuende end kristendommen.

For i mange århundreder var islam førende indenfor videnskab og statsdannelse, ligesom man sagtens kan finde historiske perioder, hvor islam gav mere religiøs frihed end kristendommen.

Man kan finde tolerante og fredselskende passager i Koranen, men man kan også finde intolerante og krigeriske passager. Nøjagtig det samme kan siges om Bibelen. Det er altså ikke teksten i de religiøse skrifter, der kan forklare islams aktuelle problemer.

Fundamentalismen


Forskellen er derimod, hvor bogstaveligt man tager de religiøse skrifter. Om man anvender en fundamentalistisk tolkning eller ej. Her er der en langt større tendens til fundamentalisme blandt muslimer, viser Koopmans.

 

En undersøgelse fra 2015 viste således, at mellem 70 procent (Tyrkiet) og 95 procent (Pakistan) af svarpersonerne i en række muslimske lande er enige i udsagnet:

 ”Når videnskaben og religionen er uenige, har religionen altid ret”.

I europæiske lande som Tyskland, Sverige og Holland var kun ca. 5 procent enige i det udsagn.

Og endnu mere fatalt: de fundamentalistiske holdninger tages ifølge Koopmans med af mange af de indvandrere og flygtninge fra muslimske lande, der har bosat sig i Vesteuropa.

I en af Koopmans egne undersøgelser erklærede over 60 procent af indvandrere og efterkommere fra Tyrkiet og Marokko i seks vesteuropæiske lande sig enige i udsagnet:

 

”Religiøse love går forud for sekulære love”.

 

Her var tallet 11 procent i de samme lande (Frankrig, Tyskland, Østrig, Sverige Holland og Belgien) for kristne uden indvandrerbaggrund.

Køns-apartheid


Dermed skaber religionen i praksis en række konflikter, og Koopmans opsummerer islams tre grundproblemer således:

 

Den manglende adskillelse mellem religion og stat, den manglende respekt for sekulær viden og diskrimineringen af kvinder.

Koopmans er kritisk over for den reaktionære tolkning af islam, men han er på ingen måde islam-fjendtlig. Han drager ingen politiske konklusioner af sin forskning, men håber på en reformbevægelse inden for islam.

For de danske socialdemokrater vil konklusionerne nok være noget mere håndfaste. Her vil vurderingen af, hvilke grupper, der har bedst mulighed for en vellykket integration i Danmark, indgå stadig tungere i overvejelserne om indvandring og asylpolitik.

Det er i den sammenhæng, man skal forstå den nye MENAPT-kategori. Hvis man læser Ruud Koopmans undersøgelser får man et ganske godt indblik i, hvor den danske udlændingepolitik bevæger sig hen.

 

https://www.altinget.dk/artikel/hollandsk-professor-er-socialdemokraternes-udlaendingeguru?fbclid=IwAR1NMewsOU2U0U5wtxhiO2pKESrzQB5Xqe4f3EckgvTt7liUuuCHYzWnDDk

 

 

OMTALTE PERSONER

Udlændinge- og integrationsminister, MF (S)

murersvend (Skanska og Århus Tekniske Skole 2001)

Statsminister, MF, partiformand (S)

master i Afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

MF (S), udlændinge- og integrationsordfører

cand.scient.pol (Københavns Uni. 2012)


fredag den 9. april 2021

 


DANSK PRESSE I KALIFATETS HOPPEBORG..

Medierne svømmer over med mere eller mindre kælne og kampagnejournalistiske interviews med IS-frivillige, der udbreder sig om deres søde katte, fredelige fremtidsdrømme, eller at de blev lokket til kalifatet af en hoppeborg. Imens bliver de ufattelige forbrydelser i regimet, som kvinderne støttede, reduceret til parenteser.




Mikkel Andersson

Mikkel Andersson (f. 1979) er chefredaktør på Kontrast, BA i historie og kandidat i analytisk journalistik samt medgrundlægger af RokokoPosten. Han har gennem det sidste årti skrevet journalistik, anmeldelser, satire og debatstof for blandt andre Berlingske, Weekendavisen og Jyllands-Posten, været vært på Radio24syvs mediemagasin Q&A og er desuden en hyppigt anvendt debattør i en lang række formater. Når han ikke skriver, hvad han oftest gør, kan han godt lide at læse om lingvistik og holde sin græsplæne pænt nyklippet.

 

Forleden bragte Politiken et lettere surrealistisk og tragikomisk interview, hvor en kvinde blandt andet udførligt kan berette, hvilke dejligheder der lokkede hende til Islamisk Stat. 

"Jeg havde set alle mulige videoer fra Syrien med folk, der var glade, de var klædt ligesom mig, der var børn, skoler, gode madvarer, børn, der legede i vand – der var ovenikøbet en hoppeborg," fortæller ‘Lisa’. 

‘Lisa’ tog til kalifatet, bogstavelig talt mens folkedrabet på yazidierne var i gang i august 2014. Men der spørges ikke ind til, hvordan det i august 2014 var muligt at se disse angiveligt dejlige billeder uden at være opmærksom på, at regimet og den organisation, der oprettede det, både i al almindelighed var ekstremt morderisk (velkendt i adskillige år forud) og mere specifikt i gang med et folkedrab.

Læserne får dog, i journalistens udlægning, fortalt, at "tusinder af unge fra hele verden lod sig lokke til Syrien", hvilket er en fascinerende måde at fremstille voksne menneskers valg på. Her var tale om individer, der med alle muligheder for at få adgang til alskens information besluttede sig for at tilslutte sig et ideologisk morderisk regime i særklasse. Ikke små børn, der i et anfald af forbigående forvirring blev forlokket af rottefængeren fra Hamln.

I samme artikel får læserne også lejlighed til at stifte bekendtskab med IS-kvindens kat, som man ved selvsyn kan konstatere, hun slet ikke gør fortræd: 

"Det er Ole, det er vores kat. Der er også en Lille-Ole. De er kommet ind gennem hegnet og bor hos os nu. Jeg havde også katte derhjemme, men de her er ekstra søde."

Et fanatisk og totalitært regime

Tendensen til at fortælle udførligt om kvindernes egne overvejelser og angivelige genvordigheder, mens karakteren af det regime, de valgte at støtte, behandles mere eller mindre parentetisk, er naturligvis særlig udtalt i Politiken. En avis, der også står bag en decideret kampagne om at få mødre og børn til Danmark, og hvor chefredaktøren til sine medarbejdere eksplicit har erklæret, at formålet er at ændre regeringens politik. Men man kan skam også finde varianter af interviewtypen i Berlingske

Lad os lige, efter hoppeborge og den søde kat Ole, få sat Islamisk Stat i historisk kontekst. Generelt er jeg modstander af at sammenligne alting med nazismen, hvilket er en overraskende hyppigt forekommende folkesport i særdeleshed i forhold til dansk indenrigspolitik (selvsagt i høj grad ift. Indvandringspolitik, men såmænd også covid-, social- og kulturpolitik). Men i tilfældet Islamisk Stat er nazismen og i særdeleshed holocaust ikke alene ganske passende, det er – særligt for europæere – den klart mest oplagte parallel at drage til Islamisk Stats forbrydelser.

Islamisk Stat var et i særklasse fanatisk og totalitært regime, der som led i en erobringskrig både planlagde og udførte et etnisk-religiøst motiveret folkedrab med ekstrem brutalitet, sadisme og fanatisme.

Naturligvis findes der ikke to historiske forløb, som er 1:1 analoge – eksempelvis publicerede nazisterne ikke deres forbrydelse i massemedier, var ikke motiveret af religion i konventionel forstand, og de dræbte selvsagt langt flere i absolutte tal. Men at indplacere de to begivenheder i samme kategori af forbrydelser mod menneskeheden er det svært ikke at se som meningsfuldt.

For syv år siden, i august 2014, begik Islamisk Stat et folkedrab på yazidierne. Det er ikke en polemisk pointe, det er ifølge både EU, FN og samtlige forskere i emnet, jeg kender til, en ganske banal kendsgerning. Yazidierne blev forsøgt udslettet som gruppe, brutalt myrdet og de overlevende brutalt udnyttet som slaver. Der er tale om en forbrydelse i verdenshistorisk målestok – og her endda uden at inddrage Islamisk Stats forfølgelse af og drab på såvel kristne som shia-muslimer, der rummer rædsler helt i egen ret og også af flere klassificeres som folkedrab.

De kvinder, som vi nu taler om, valgte aktivt og frivilligt at bistå regimet, der udførte dette. Det er ligeledes uanfægteligt. Ikke nok med det, de opsøgte og bistod også et regime, der promoverede og opfordrede til terror mod Danmark og danske borgere – en opfordring, Omar El-Hussein som bekendt tog til sig ved Krudttønden og synagogen.

Efterrationaliserede udmeldinger

Ovenstående forhold er i det meste af mediedækningen forskudt til en perifær parentes, hvor kvinderne får uanede mængder af spalteplads til at udbrede sig om deres formodentlig i høj grad efterrationaliserede og til medierne nøje planlagte udmeldinger, der kan inkriminere dem absolut mindst muligt ved kommende retssager. Og når det kommer til den kendsgerning, at de tilsluttede sig et regime, som alle vidste var i særklasse morderisk, får de lov til at slippe med udmeldinger i stil med "Det vil jeg ikke tale om" eller "Jeg har ikke set noget", hvilket medierne med underforstået beklagelse noterer. Hvorefter læserne i øvrigt ikke bebyrdes med mere information om det ubehagelige emne.

Selvom disse kvinder valgte at tilslutte sig og støtte et regime, der bedrev folkemord, hvad der burde være alt rigeligt belastende i såvel juridisk som moralsk forstand, er det også relevant at se på, hvad nogle af dem, som tilsluttede sig Islamisk Stat, var i stand til. 

I Tyskland er man for indeværende i gang med at retsforfølge en kvinde, der – efter efter udsagn – lod en femårig yazidi-slavepige dø af varme og dehydrering, mens hun var lænket uden for kvindens hus. Den eneste grund til, at det er kommet frem, er, at kvinden i fortrolighed fortalte det til en person, hun ikke anede var agent for den tyske efterretningstjeneste. 

Er der nogen grund til at tro, at denne kvindes valg om at efterlade et barn lænket til at dø, bogstavelig talt uden for hendes hoveddør, er en undtagelse? Nej, tværtimod. Slaveri – naturligvis inkl. mænds ret til seksuelt at kunne misbruge disse slaver – var en integreret del af Islamisk Stats praksis, som man fuldt åbent forsvarede i organisationens egen publikation, Dabiq, endda oversat til ganske udmærket engelsk, så heller ikke et internationalt publikum kunne være i tvivl om, præcis hvor sanktioneret og endda anbefalet denne praksis var. Disse mennesker var for intet at regne, blev systematisk solgt for småpenge og efter alt at dømme vidt og bredt misbrugt og udnyttet i husholdninger i Islamisk Stat. I en kronik om emnet skriver journalist og forfatter Tore Rørbæk på baggrund af en analyse af tallene for henholdsvis slaver og de frivillige jihadist-kvinder:

"Heraf kan man konkludere, at kidnappede yezidier har udgjort en større befolkningsgruppe i kalifatet end de tilrejsende kvinder. Hertil kommer, at antallet af husholdninger i det islamiske kalifat, der på et tidspunkt har indeholdt en yezidi-slave, må forventes at være langt højere end antallet af slaver, idet mange af kvinderne blev købt og solgt adskillige gange. Yezidi-slaverne har været en del af mange husholdninger i kalifatet – en del af disse har tilhørt de tilrejsende kvinder."

Det var dette slavesamfund, som kvinderne fra Danmark har været en integreret del af.

Kælent mikrofonholderi

Så vidt vides har ingen af kvinderne, der rejste fra Danmark, ladet munden løbe over for danske PET-agenter, så vi ved ikke, om de har gjort noget tilsvarende som den tyske kvinde. Hvis de havde gjort noget tilsvarende, ville de næppe fortælle det til kælent mikrofonholdende danske journalister, der er deres bedste håb i forhold til at opbygge sympati.

Særligt fascinerende er det, at den valgte vinkel stort set altid er lagt på, hvor slemt disse kvinder har det, mens forbrydelser i det regime, de tilvalgte, bliver reduceret til en slags perifer baggrundsstøj, en ubelejlig kendsgerning, der da nok lige skal have en obligatorisk sætning eller tre i forbifarten, inden man kommer tilbage til fortællingerne om, hvor hårdt det er at leve i lejre opretholdt af de kurdere, som Islamisk Stat utvivlsomt også havde placeret i massegrave, hvis krigens udfald havde været anderledes. Eller hvor trist det er, at man ikke kan komme til Danmark og få lægehjælp betalt af de borgere, som Islamisk Stat opfordrede til at terrormyrde. 

Jojo, man må da nok forstå, der er da nok en slags historie forbundet med IS-grusomheder, men selvsagt ikke en, der i nyhedsværdi står mål med det forhold, at den danske stat ikke ønsker at facilitere disse kvinders hjemtransport, eller at det er rigtig træls at bo i en teltlejr. Dét er, må man forstå, den virkelige historie. 

Det er selvsagt ikke et valg, som i nogen som helst henseende er problematisk i forhold til god presseskik. Det er ikke desto mindre et valg, der har den konsekvens ideligt og ensidigt at fremstille medskyldige i Islamisk Stats rædselsregime som "helt almindelige mennesker", hvad gerningsmænd i ethvert folkedrab naturligvis er, omend de færreste nazister dog hævdede at være forlokket af hoppeborge. Imens ofrene relegeres til deres massegrave og facto glemsel, og koblingen mellem skyld og ansvar sagte fortoner sig et sted mellem linjerne.

https://kontrast.dk/sektioner/debat/artikel/dansk-presse-i-kalifatets-hoppeborg