STADIG FLERE TYRKERE VIL HAVE SYRISKE FLYGTNINGE TIL AT REJSE HJEM:” JEG VÆMMES VED DEM”

En voksende modvilje blandt tyrkere mod syriske flygtninge har skabt en politisk sprængfarlig debat med paralleller til andre lande i Europa.

 

Baristaen Anil Koca er stærkt utilfreds med flygtningene.

ISTANBUL

 

»Jeg væmmes ved dem,« siger Anil Koca, en 25-årig barista i Istanbul om de 3,7 mio. syriske flygtninge i Tyrkiet.

»Jeg synes, at de alle skal tage hjem,« konstaterer den 16-årige Sumeyye Kaymakci, der sidder i solen på en af millionbyens åbne pladser og venter på en veninde.

»En god syrer er for mig en syrer, som er blevet hjemme og kæmper for sit land,« fastslår den 20-årige studerende Bekir Taskomur, der bruger dagen på at fiske på den asiatiske side af Bosporusstrædet.

Modviljen mod de flygtninge fra Syrien, som igennem årene er flygtet til Tyrkiet pga. den blodige borgerkrig, er i det seneste år steget markant i den tyrkiske befolkning. Det har bl.a. fået den 35-årige syriske flygtning Nesrin, der ikke ønsker at få sit efternavn i avisen, til at fortryde, at hun under flygtningekrisen i 2015-2016 ikke turde sætte sig i en båd for at komme til Grækenland og videre op igennem Europa.

Men hun var bange for at drukne. Derfor blev hun og hendes mand i Tyrkiet sammen med deres børn, mens hendes to søskende fortsatte mod nord og er havnet i Norge.

Nu fortæller de hende, hvor godt de har det. At deres børn stortrives i skolen i Oslo, mens Nesrins egen søn på 12 år bliver mobbet, fordi han er syrer. De andre drenge siger til ham, at de ikke kan lide ham, og at alle syrere er dårlige mennesker, fortæller hun.

Det er blevet så slemt, at han i de seneste dage ikke har haft lyst til at komme i skole længere.

Nesrin har talt med skoleinspektøren om det. Han var meget forstående, men mente ikke, at han kunne gøre meget for at kontrollere alle børnenes adfærd.

Vandet vælder op i hendes øjne, fordi hun ikke føler, at hun kan hjælpe sin søn.

Syriske flygtninge i Tyrkiet

Den tyrkiske regering skønner, at der i dag opholder sig ca. 3,7 millioner syriske flygtninge i Tyrkiet.

De begyndte at strømme til landet efter den borgerkrig, som brød ud i Syrien i 2011.

Tårnhøj inflation, stigende fødevarepriser, jobmangel og et generelt fald i tyrkernes levevilkår får nu flere og flere tyrkere til at give udtryk for, at syrerne bør rejse hjem.

Syrerne bliver ligefrem beskyldt for at være skyld i landets forværrede økonomi.

Modviljen mod syrere i den tyrkiske befolkning kommer ligeledes til udtryk ved et stigende antal sager om vold og konflikt mellem syrere og tyrkere.

Kilde: Al Jazeera/DW

 

Hun venter hver dag på ham i en park ved siden af skolen, så han ikke skal gå alene hjem. Men flere gange er de andre drenge dukket op alligevel og kalder ham øgenavne og skubber til ham. De er ligeglade med, at hun råber til dem, at de skal gå væk.

Sådan var det ikke, da hun først kom til Tyrkiet, fortæller hun.

Da krigen brød ud, bød præsident Recep Tayyip Erdogan alle syrere velkommen som gæster. Mange tyrkere bakkede op om, at de skulle hjælpe deres naboer.

En vred pøbel

Men i takt med at den økonomiske krise er vokset, er stadig flere og flere begyndt at se skævt til den store flygtningegruppe. Syrere får skylden for landets stigende huslejer, lønpres og arbejdsløshed. Der er også en frygt for, at den store arabiske indvandring – ud over syrere er der også mange afghanere i Tyrkiet – vil ændre den tyrkiske kultur.

»Måske ikke nu, men om 15 år,« siger baristaen Anil Koca.

En måling fra juli fra det Ankara-baserede analyseinstitut ORC indikerede, at mere end hver anden tyrker nu mener, at der er for mange flygtninge i deres lokalområde. I et voksende antal tilfælde er vreden boblet over og har fået en pøbel af tyrkere til at angribe syrerne og vandalisere deres butikker og ejendomme.

Det har gjort Nesrin så bange, og hun er begyndt at sige til sine børn, der foruden den 12-årige søn også tæller to piger på 11 og 5 år – at de skal være stille, når de kører i metroen, så ingen hører dem tale arabisk og ved, at de kommer fra Syrien. Den offentlige transport er et af de steder, hvor syrere ifølge tyrkiske flygtningeorganisationer ofte oplever at blive overfuset. Og der er ingen udsigt til, at det bliver bedre.

Jeg synes, at de alle skal tage hjem,« konstaterer den 16-årige Sumeyye Kaymakci om syrerne. Hun fortæller, at der er nogle steder i landet, hun nærmest ikke længere ser tyrkere, og det, synes hun, er ikke i orden.

Stadig flere tyrkere som den 20-årige Bekir Taskomur (t.v.) er trætte af de mange syriske flygtninge, som de mener fungerer som løntrykkere, skubber lejepriserne op og på sigt vil ændre den tyrkiske kultur. Et år før det næste parlamentsvalg har det fået politikerne til at konkurrere om at have den hårdeste udlændingepolitik og ændret tonen i medierne mod syrerne, som nu ofte oplever chikane. Mange er også bange for at blive deporteret. 

Med mindre end et år til det næste præsident- og parlamentsvalg er anti-indvandrerretorikken taget til og har skubbet emnet op til toppen af den politiske dagsorden i Tyrkiet på samme måde, som mange lande i Vesteuropa har oplevet det. Oppositionen har f.eks. lovet, at den vil deportere alle syrere, mens Erdogan skifter mellem stadig at forsøge at forsvare dem og love at sende mindst 1 million syrere retur.

Senest har regeringen skabt frygt blandt syrere for, at der er endnu mere drastiske forandringer på vej ved at signalere, at den ønsker at begynde at normalisere relationen til Syriens præsident, Bashar al-Assad, som Tyrkiet ellers i årevis har bekæmpet. Regeringen i Ankara har også netop færdiggjort 62.000 nye boliger i den syriske by Idlib, der kontrolleres af tyrkisk-støttede oprørere.

Ingen af de tyrkere, som Jyllands-Posten har talt med, tror på, at oppositionen eller regeringen reelt kan eller vil sende de syriske flygtninge tilbage. Der er heller ingen, der mener, at det vil få en betydning for, hvordan de stemmer ved valget. Men mange bakker ikke desto mindre hensigten op.

Chikane mod kvinder

»Jeg er ikke racist. Jeg siger ikke, at de skal deporteres, fordi de er syrere. Men der er kun et vist antal job i Tyrkiet. Vi er allerede for mange mennesker. Hvis vi talte om 100.000 syrere, havde det været ok. Men nu er her for mange. Jeg bryder mig heller ikke om, at mange ikke er uddannede og ikke forstår, at kvinder har flere rettigheder her. Det fører til chikane mod kvinder. Det ser vi på de sociale medier,« siger Bekir Taskomur, en 20-årig studerende, mens han hiver i fiskestangen for at se, om der er bid – han bruger bl.a. sin fritid på at fiske ved Bosporusstrædet.

Hamit Ozturk, en 67-årig indehaver af en brødstand i Istanbul-kvarteret Uskudar, mener, at det er syrernes skyld, at hans søn ikke har et job. Syrerne optager mange job, fordi de tillader at arbejde til en lavere løn, lyder det.

»Men det er forkert, at de bliver overfuset og truet. De er også mennesker,« siger Ozturk, der ikke desto mindre mener, at de skal sendes hjem.

Og hvis det kan lade sig gøre, er det kun Erdogan, som kan, mener han.

»Han har magt, og det ville være hans stil,« siger Ozturk.

Risikoen for at blive deporteret er tilsyneladende allerede steget. I hvert fald hævder regeringen, at den allerede har deporteret tusinder, men det er også, hvad den 29-årige Bessam el Maruf har observeret. I 2017 kom han illegalt til Tyrkiet ved at gå ind over bjergene fra Syrien, hvor der siden er blevet bygget en mur. Han kender flere syrere, som politiet i Istanbul har taget og sendt videre til et udsendelsescenter, hvorefter de er dukket op i de tyrkisk- eller oprørskontrollerede dele af Syrien.

Den 29-årige syriske Bessam el Maruf er flere gange blevet konfronteret af tyrkere på gaden, der beskylder ham for at stjæle deres job. Bessam har altid sine papirer på sig, fordi han er bange for at blive deporteret.

Selv opholder han sig i dag lovligt i landet. Alligevel er han hver morgen, når han forlader den toværelses kælderlejlighed, der huser hans familie på syv, bange for, at han ikke kommer tilbage. Derfor bærer han altid sine identitetspapirer på sig.

»Folk bliver taget på gaden. Politiet dukker også op på privatadresser. Særligt hvis der er mange, der bor i samme lejlighed. Måske tager de dig, fordi de ikke kan lide dig. Og hvis de først har fået dig sat ind i bilen, er der ingen, som kan hjælpe dig,« siger Bessam el Maruf, der ellers har nok af andre problemer at kæmpe med.

Tør ikke spørge dem

Hans datter, Nermin på 10 år, har leukæmi. Det er tredje gang, at det er kommet tilbage, og når hun skal have behandlinger, kan han ikke arbejde på fuld tid, og familien har svært ved at få pengene til at slå til. I systuen, hvor han arbejder sort – de fleste syrere i Tyrkiet er registreret, men har ikke arbejdstilladelse – er hans chef heldigvis forstående og sørger for at give ham nogle arbejdstimer, når han kan. Det samme kan ikke siges om tyrkerne i hans kvarter.

Bessam el Maruf har flere gange oplevet at blive råbt ad. Han fortæller, at der den anden dag kom en mand op til ham og spurgte, hvorfor han ikke tager tilbage til sit eget land. Manden sagde også, at det var Bessam el Marufs skyld, at der er tyrkere, der er arbejdsløse og ikke kan finde et sted at bo, lyder det.

»Og jeg kan jo ikke begynde at diskutere med ham og spørge, hvorfor han bebrejder os. Jeg ved ikke, hvordan situationen vil udvikle sig. Men vi har alle hørt historierne om syrere, der bliver banket eller stukket ned. Så jeg går bare væk, når sådan noget sker,« siger Bessam el Maruf, der afviser, at det er muligt for ham at tage hjem.

Kilde:

https://jyllands-posten.dk/international/ECE14317207/stadig-flere-tyrkere-vil-have-syriske-flygtninge-til-at-rejse-hjem-jeg-vaemmes-ved-dem/?st=1

HEIDI PLOUGSGAARD Jyllands-Postens korrespondent - tekst + foto

 

Krise. »Mening er vigtigere end frihed,« mener Christian Egander Skov. Hans nye bog er et skarpt opgør med en borgerlig ideologi på sammenbruddets rand og uden folkelig relevans.

DEN LIBERALE BLINDGYDE

 ARNE HARDIS

 

Måske kan det blå Danmark vinde regeringsmagten på den omfattende kritik af regeringens minkhåndtering, men det vil forværre en dyb krise for borgerligheden selv. I givet fald vil det være en sejr, som kalker dybere nederlag og revner i fundamentet over og udskyder en nødvendig afklaring af den hjemlige borgerligheds egentlige opgave.

Synspunktet er Christian Egander Skovs, yngre konservativ historiker og debattør, som afleverer det i en bog, som Gyldendal snart sender på gaden. Den har sin påstand som titel, Borgerlig krise slet og ret, og jeg er kørt den lange vej ned til ham i det allersydligste Sønderjylland for at afklare, hvad han mener. Om han virkelig mener det?

Tyve kilometer længere mod syd, og vi ville være i Tyskland, lidt nordpå ligger småstaden Aabenraa, Christian Egander Skov bor virkelig i den yderste, for tiden både ombejlede og forkætrede provins.

»Ja, det vil være skadeligt at vinde på minken, det vil borgerligheden ikke have godt af,« smiler den 37-årige, som foruden at være historiker med dyb indsigt i konservatismens historie er redaktør af det konservative Årsskriftet Critique.

»Der er en selvafsløring i den borgerlige kritik,« fortsætter han. »Påstanden om Mette Frederiksens magtfuldkommenhed hviler dybest set på en kritik af, at hun bruger politik til at forandre.«

– Du er meget tæt på at erklære minksagen for ligegyldig.

»Slet ikke. Det er en gedigen skandale, og jeg kan godt forstå det, hvis Socialdemokratiet taber folketingsvalget på den. Min kritik gælder mere det, at otte borgerlige partier kun kan blive enige om at plukke disse lavthængende frugter og ikke præsterer noget andet anliggende.«

Vi deler en lillebitte kande Bodum-kaffe siddende ved bordet i stuen, udenfor leger ungerne tilsyneladende uanfægtet af 30 graders varme i en luft, som valgrygter også har gjort tyk som ærtesuppe, som man siger. Nogen tid har det været på mode at beklage fraværet af bøger omhandlende den borgerlige hensigt med det hele, nu kommer Eganders – som kaldet eller som forbandet, heftig er den.

Borgerlig krise med undertitlen »Det ideologiske opbrud i blå blok« er påfaldende skånselsløs i sin diagnosticering og dissektion af patienten, her er virkelig anledning til at bruge den gamle talemåde, at han kaster en brandfakkel ind i den borgerlige debat.

Mod bogens slutning skriver Egander Skov, hvordan minksagen illustrerer en borgerlighed, »som kun kan hente sin styrke gennem manifestationen af sig selv som en kritisk position«. Den beskrivelse giver åbenlyse mindelser om Venstresocialisterne i Preben Wilhjelms storhedstid i 1970erne; man havde måske ikke så meget konstruktivt at byde på om samfundets bedste indretning på den yderste venstrefløj, men kunne til gengæld levere uforsonlig magt- og statskritik fra morgen til kvæld.

»Ja, det er sandt. Magtkritik er det, der binder de borgerlige sammen i dag. Det gav god mening for et lille parti som VS at indtage rollen som vagthund, men for borgerlige, som rækker ud efter mindst halvdelen af befolkningen? Det er altså ikke meget opbyggeligt. I dag ved vi, at Jakob Ellemann har omfavnet Arne-pensionen og kun kan svinge sig op til at nedsætte en kommission, der skal finde på nogle ubestemte reformer. Det eneste, man har at sige, er, at man ønsker et Danmark uden Mette Frederiksen som statsminister. Det er ikke vildt imponerende.«

Den svigtede folkelighed

Egander Skovs hovedpointe i bogen er, at borgerligheden må bestå af tre ligeværdige komponenter: det liberale, det konservative og det folkelige. Svigtes den folkelige del, forsvinder den ikke, men udarter til populisme, gold demagogi, som kun søger næring til demagogens egen position. Det folkelige er ikke bare noget, man må leve med, det er en uomgængelig komponent i en frugtbar borgerlighed.

Ifølge analysen har Venstre svigtet det folkelige fatalt, samtidig med at man har vundet over konservatismen, ligesom det også skete i 1950erne, da Venstre og Konservative blev nære allierede på bekostning af sidstnævnte. Venstre bevarede sin mistro til staten, Konservative overgav sig til en form for snusfornuft blottet for dybere ideologiske pejlemærker, forklarede Egander, da jeg interviewede ham om konservatismen i maj sidste år.

Men hvor konkret mener han sin kritik af det konservative nederlag? Skal en konservativ i dag tilslutte sig regeringens beslutning om at bestemme over gymnasieelevernes valg af uddannelsesinstitution, eksempelvis? Det er en statsligt styret aktivitet, som Venstre og Konservative ihærdigt har undsagt.

»Det er klart, at en borgerlig position som den, jeg skildrer, sætter hensyn til samfund og sammenhængskraft højt. Det omfatter for mig at se også en accept af håndfaste metoder, når man vil håndtere integrationsproblemerne. Jeg er i tvivl, når det kommer til fordeling af gymnasieelever. På den ene side ved vi, at den faglige kvalitet falder, når antallet af indvandrere stiger i en klasse. Det forstår jeg godt, forældre vil undgå. På den anden side, hvordan vil vi så undgå segregering? Der er heller ikke frit gymnasievalg i dag. Herude på landet betyder aftalen, at mindre gymnasier vil have bedre chance for at overleve. Spiller alt det ingen rolle for det borgerlige Danmark?«

Ifølge Egander Skovs analyse befinder vi os i dag i et postliberalt tidehverv indledt i 2015-16. Internationalt ses det med Trump i USA, Marine Le Pen i Frankrig og Boris Johnsons epoke i Storbritannien. Herhjemme havde Dansk Folkeparti ganske vist en voldsom opblomstring ved 2015-valget, men siden er der unægtelig kommet noget spagfærdigt over partinavnets andetled, og dansk borgerlighed er derfor samlet set blevet yderligere liberal.

I den forstand kan Borgerlig krise minde om Michael Böss’ Liberalismens vildfarelser fra sidste år. Men Egander pløjer dybere og tættere på den politiske agers skelpæle i sin efterlysning af en borgerlig selvbesindelse – eksempelvis afhandler han nysgerrigt og kritisk de hjemlige nationalkonservative, som er kommet noget i modvind efter Putins krig i Ukraine.

Jeg spørger ham, om man ikke kan beskrive hans eget ståsted som nationalkonservativt? Det afviser han, for ved det lidt diffuse begreb forstår man gerne en position, som er direkte fjendtlig over for de liberale værdier, og det er han ikke.

»Jeg plejer bare at kalde mig konservativ, måske kulturkonservativ. Jeg er af den generation, der som helt ung deltog i KUs store kapitalistkampagne. 20 år gammel boede jeg på et kollegieværelse og deltog i KUs hypermaterialistiske kampagne, som vi betragtede som en stor succes. Jeg gik rundt og smækkede klistermærker op med budskabet ‘Jeg elsker mine ting’. Jeg havde ganske vist ikke så mange ting, men jeg havde da en bærbar, jeg kunne sætte klistermærket på.«

Den position er Egander Skov vokset fra, mens han beskylder det borgerlige Danmark for i virkeligheden at have overtaget den i en oppustet og forvrænget velfærdsstatslig version, hvor konkurrencestaten skal favorisere borgerens frie valg og individualismen. Den position vender uvægerligt provinsen ryggen, tømmer den og fodrer en populisme, som ikke er den glemte mands oprør, men de glemte steders hævn. Derfor taler han for en styrkelse af civilsamfundet som et fungerende samfunds forudsætning; der må være noget sammenbindende mellem individet og staten.

Egander Skov formulerer det også på en anden, lidt mere højpandet måde. Han hævder, at borgerlige har forvekslet det sande forhold mellem friheden og meningen – mellem det liberale og fællesskabet, kunne man måske sige. Han formulerer det i bogen sådan, at borgerlige må nå til den vanskelige erkendelse, at »den umiddelbare frihed kan ikke være den politiske tænknings absolutte omdrejningspunkt. Mening er vigtigere end frihed, for frihed uden mening er fortabelse«. Hvad mener han egentlig med det?

»Friheden er forudsætningen for at kunne danne sin mening med tilværelsen. Men friheden er ikke målet, det er meningen selv. Det er religionssociologen Peter Berger, der taler om en ‘epistemologisk hunger’, en sult efter erkendelse, som alle er draget af. Mennesket hungrer efter mening og realiserer sig selv i forbindelsen med andre mennesker. Man kan sige, at hungeren efter mening er vigtigere end det materielle. Hvis en mand har desperat brug for brød, stjæler han et. Kan han ikke finde meningen, drukner han sig i Tivolisøen.«

Den teknokratiske midte

Når hans egen holdning er så fascineret af Mette Frederiksens forsøg på at lave politik i stedet for bare at forvalte, hvorfor insisterer Egander Skov så på, at et borgerligt regeringsprojekt må bygge på den samlede flok af blå partier under anførsel af Venstre og Konservative? Hvorfor ikke samle hen over midten og skære det kaotiske småmylder på fløjene bort?

»Alternativet til blokpolitik er teknokratisk centrumpolitik. Det er essensen af Lars Løkkes projekt, og det er essensen af Mette Frederiksens nye appel til et regeringssamarbejde hen over midten. Den slags invitationer ender altid med at handle om en form for teknokratisk reformpolitik. Derfor risikerer man blot at forstærke det demokratiske problem, fordi man afkobler folk og henviser dem til populistiske politikere.«

Egander Skov understreger, at det politiske system nødvendigvis må tilbyde valg mellem forskellige anskuelser.

»Det kan give nogle debatter, som tager sig grimme ud, men det er ikke mindre grimt, at politikere taler sig til rette i salonerne, mens folk står efterladt på perronen. Prøv at se, hvad der skete med den store koalition i Tyskland mellem CDU og SPD, die grosse Koalition. De to centerpartier blev bare mindre og mindre, det slider at regere på basis af midten, når fløjene ikke ansvarliggøres. Jeg tror simpelthen ikke på den måde at føre politik.«

Samtidig er der det problem med et eventuelt samarbejde mellem borgerlige og socialdemokrater herhjemme, at ikke kun det blå Danmark har svigtet folkeligheden. Han skridter hurtigt dagens armodige folkelige front af på den røde side: Mattias Tesfaye som udlændingeminister, Kaare Dybvad som indenrigsminister og politisk ordfører Rasmus Stoklund, som sidste år talte varmt om et værdifællesskab mellem fabrikkens socialdemokratiske arbejder og den konservative direktør.

Tesfaye er overført til andet arbejde, det samme er Dybvad, hvis forsvar for provinsen ikke længere fremføres med nogen selvtillid af Socialdemokratiet. Stoklund? Egander Skov har ikke siden sidste år hørt noget til hans varme følelser for Konservative.

Summen af de betragtninger giver jo et nedslående resultat set fra Eganders position, påpeger jeg. Samarbejde med Socialdemokratiet er umuligt, fordi dets folkelighed »er marginaliseret og kører på dampene«, som han selv formulerer det. De blå, hævder han, kan ikke andet end gold magtkritik. Og teknokratpolitikken hen over midten er ham en vederstyggelighed, der bare forværrer problemerne. Det lyder næsten, som om han personligt har udstukket ruten hen mod en klassisk katastrofepolitisk position: Håber han inderst inde, de blå taber valget, så de tvinges til at starte forfra?

»Jeg er fuldstændig uden håb, så det kan jeg svare nej til. Jeg tror, vi får et forfærdeligt trist valg. Både i valgkampen, og når valgresultatet gøres op.«

Støjberg som blå frelser?

Men så er der jo Inger Støjberg. Hun er mest til stede i kulissen i hans bog, som er færdigskrevet, kort efter at hun proklamerede sit nye parti. Han leverer her et skarpt opgør med Støjberg i sit forsvar for den liberale retsstat: Hvem kan være interesseret i at leve i et samfund, »hvor politik, prisværdige mål eller hellige hensigter trumfer borgernes retssikkerhed«, som han spørger.

Hvor hun kan mene, at der er et problem med barnebrude, kan andre finde det uomgængeligt med flere vindmøller i Udkantsdanmark, mere overvågning, flere anholdelser, mindre privat ejendomsret, udslettelse af minkerhvervet. Hans pointe: »Der er gode grunde til, at borgerlige – uanset om de er liberale eller konservative – historisk har villet hegne magten ind.«

Men Egander Skov skriver også igen og igen om provinsens følelse af afmagt og afkobling, så man uvægerligt kommer til at tænke på Inger Støjbergs nye partiprojekt. Er hun ikke slet og ret den efterlyste folkelige komponent i det borgerlige Danmark?

»Støjberg har tydeligvis fundet et kolossalt hul i det borgerlige Danmark. Indtil videre er det bare svært at se substansen i hendes politik. Det er mit problem med hende. Håbet kan måske knyttes til et projekt som hendes, men det kan også blot være endnu en populistisk reaktion på borgerlige og socialdemokratiske regeringers politik. Hun tager fat på den frustration, der føles i periferien, men hun har altså ikke et stærkt greb om, hvad der så skal gøres. Hun sætter ord på afmagten og afkoblingen, men hvad vil hun gøre ved det?«

Egander Skov understreger, at selvom folkeligheden og dens fætter populismen skal anerkendes i det politiske, er det ikke nok at udpege problemer og måske tale dem større.

»Måske bruger hun det bare til at tale sin egen position op som en slags folketribun, måske er hun ikke interesseret i det hårde arbejde med at finde løsninger på de problemer, hun udpeger. Der er en fare for demagogi her, men det bliver interessant, hvad Inger Støjberg udvikler det til.«

Hendes tilsynekomst – eller genfødsel, om man vil – på den politiske scene er dog god for det borgerlige Danmark i den forstand, at hun allerede har erklæret sig blokloyal og nok vil være lettere at integrere i blå blok end et Dansk Folkeparti truet af opløsning.

»Men det havde altså været at foretrække, hvis hun havde ageret som et korrektiv i Venstre, som nu står tilbage som et entydigt urbant og liberalt parti. Så jeg ser alt i alt ikke så meget Inger Støjberg som et håb, snarere som endnu et udslag af elendighederne hos lederne af Venstre og Konservative, og her peger pilen først og fremmest på Jakob Ellemann,« mener Christian Egander Skov.

Afslutningsvis spørger jeg den konservative mand, om ikke hans tiltro til det stærke civilsamfund er en vandring i en spøgelseslandsby. Som når venstrefløjen sætter lid til en folkelig fagbevægelse, eller når liberale drømmer sig tilbage til andelsbevægelsen.

Egander Skov understreger, at han med bogen ikke har søgt at skrive et politisk manifest med konkrete programpunkter. Han vil i stedet »give de borgerlige et sprog at tale om kollektive problemer med«, som han formulerer det.

»Her peger jeg på civilsamfundet og det kommunitære. I mit eget lokalsamfund bor omkring 1.000 mennesker, og her er vel 30 foreninger. Jeg skal indrømme, at de fleste aktive efterhånden er ældre mennesker, men civilsamfundet handler om andet og mere end det formelle foreningsliv. Det handler om lokalsamfund og familier, dagliglivets faste former. Selvom eksempelvis familien er under pres, så er det gode, traditionelle familieliv stadig idealet for de fleste. Jeg mener ikke, situationen er så grel, som du lægger op til. Hvis den var, ville opgaven desuden bare være mere presserende. I sidste ende afhænger det frie samfund og folkestyret af, at vi har et stærkt og velfungerende civilsamfund. Uden det sidste forsvinder det første.«

https://www.weekendavisen.dk/2022-32/samfund/den-liberale-blindgyde

ARNE HARDIS (f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).

 

AHIS@WEEKENDAVISEN.DK

 

SAVNET EFTER DET DANMARK, DER VAR ENGANG..

Den svenske feltpræst Helena Edlund skriver om savnet af det Sverige, der var engang. (document.no)

 

”Når jeg tenker på mitt Sverige, er jeg fylt med en følelse av savn, bedrøvelse og tristhet. Innsiktet påvirker meg som en rett høyre i solar plexus: mitt Sverige er ikke lenger der. Jeg kan ikke gi en dato og et tidspunkt for når det skjedde, men følelsen av at alt går tapt nekter å forlate meg.”

 

Nøjagtigt på samme måde føler rigtigt mange danskere. Savnet efter det Danmark, der var engang. Det gælder i hvert fald de, der kan huske, hvordan det var at leve i et trygt Danmark.

 

Det Danmark, vi kendte, eksisterer ikke mere. Men, som også Edlund beskriver det, er det ikke nemt at angive et tidspunkt for, hvornår forvandlingen begyndte.

Der tales noget diffust om ”de sidste 20 år”, ”de sidste 30-40 år”, for det  skete langsomt, næsten umærkeligt. Fordi nogen ville det. Disse ”nogen” var landets politikere, støttet af meningsdannere og medierne.

 

Jeg har aldrig forstået, hvad der drev disse mennesker til at ødelægge et land, som så mange før os har kæmpet for.

Befolkningen blev i det store hele holdt i uvidenhed om, hvad landets politikere, næsten uanset partifarve, pønsede på. Men det gik naturligvis kun en vis tid, før protesterne ikke længere kun foregik omkring spisebordene, men blev så højlydte, at der måtte gøres noget for at lukke munden på folket.

 

Og så startede udskamningen.

 

Et storslået projekt

Helena Edlund beskriver, hvordan de bekymrede svenskere blev latterliggjort.

 

Det samme blev de danskere, der ikke kunne se det storslåede projekt, som enten purunge politikere, der endnu ikke var tørre bag ørerne, eller de mere garvede ønskede at omdanne Danmark til.

 

I Folketinget føg det med skældsord mellem de politikere, der havde hele projektet klart, og de mere fodslæbende partier, som skulle overbevises, før de gav deres tilsagn. Men at de endte med at gøre det, har nogle af dem måske fortrudt i dag.

 

Men også befolkningen skulle have af krabasken. Selv da det var tydeligt, at forholdene gik fra slemt til værre, blev vi mødt med stupide bemærkninger såsom ”der er også danskere, der ikke gider arbejde”, ”der er også danskere, der er kriminelle”, ”sådan er de ikke alle sammen” og bla bla bla.

 

Og når kvinder fra ikke-vestlige muslimske lande nægtede at indordne sig under de danske værdier, såsom at holde sit religiøse tilhørsforhold inden for sin egen religiøse kreds, lød det i kor fra venstrefløjen: ”Vi må klæde os, som vi vil”. Ja, om det så betød, at der er kvinder i vores land, som er iført telt og går halvblinde rundt.

 

De politiske partier, der var progressive (som på nydansk betyder afvikling) fandt et nyt våben til at overbevise de andre. Våbnet hed moral.

 

Moral blev buzz-ordet for politik

Der skulle ikke mere drives politik til gavn for landet og befolkningen.

 

Vi skulle lære at være mere inkluderende, mere tolerante. For det fine ved moral er, at man er tolerant over for intolerancen.

 

Med anvendelse af moral kunne hele jordens befolkning tilgodeses. Og det manglede da bare andet. Vi, der er så rige.

 

De, der syntes, at den hævdede rigdom kunne anvendes på skoler, hospitaler, vores egne sårbare, såsom børn, handicappede og gamle, blev skammet ud som nærige og misundelige.

 

Selv om Sverige havde gjort krav på at være en humanistisk supermagt, ville Danmark da også godt være med i denne fine moralske klub.

 

Så ethvert krav fra de fremmede blev mødt med den største forståelse. Et ”nej”, fandtes ikke i samfundsinstitutionernes vokabularium.

 

Protester over al den godgørenhed på bekostning af den mest sårbare befolknings ve og vel, fik alle dhimmierne, dvs. de gode, de anstændige, på banen. De kom muslimernes krav i forkøbet og var til købs for enhver tudehistorie.

 

Med dhimmiernes hjælp blev der sørget for, at vores børn måtte give afkald på dansk mad og i stedet spise halal, såvel i skolen som på hospitaler. Ingen bad de muslimske forældre om at bringe mad til deres børn, hvis de ikke måtte spise dansk mad. Det, muslimer ikke kunne spise, skulle ingen spise.

 

Julegudstjeneste blev taget fra børnene, for det skulle muslimske børn sandelig ikke udsættes for. At lade de muslimske børn i stedet sidde på skolebænken, mens de danske børn var i kirke, strejfede ingen. Det, muslimer ikke skulle deltage i, skulle ingen deltage i.

 

Til gengæld var det noget så hyggeligt, at danske børn blev slæbt i en moské for at lære at bede på muslimsk. Hvad skulle det dog kunne gøre?

 

De, der især stod venstrefløjens hjerte nærmest, var de kriminelle udlændinge. Besynderligt nok blev de betragtet som lige så meget ofre som de ofre, de  røvede, slog ned, mishandlede eller myrdede. Nok skal de kriminelle straffes, men ikke så det gør lige så ondt på dem, som på de skadelidte eller deres pårørende.

 

For det ville være at betragte som hævn, og i så fald bliver vi ”ligesom dem”, skulle jeg hilse at sige fra meningsdannerne. Ingen kan vist forklare denne dhimmifloskel.

 

For moral er ikke sådan at forklare. Enten er man moralsk, eller også er man det ikke. Bare spørg De Radikale.

 

Så kan det vel ikke blive værre?

Efter siden 1983 at have forsøgt at opdrage på en genstridig befolkning, måtte der skrappere midler til end latterliggørelse og hån over for dem, der stadig kæmpede for deres land.

 

Grundlovens § 77 om ytringsfrihed har vist sig blot at være et skøn, som kan behandles efter forgodtbefindende. Tidligere skulle der meget til, før en ytring eller et skrift kom for domstolene. Nu synes der ikke at være grænser for, hvor meget domstolene skal tage sig af.

 

Så folk, der aldrig har opfordret til vold eller er kommet med dødstrusler over for nogen hverken i skrift eller tale, og som aldrig har brudt loven, bliver nu betragtet som landets værste kriminelle. De er blevet hevet ud af deres senge tidligt om morgenen, lagt i håndjern, fået konfiskeret deres ejendele, kørt til en politistation og sigtet. For hvad? Jo, de havde anvendt deres ytringsfrihed til at påvise den – desværre må vi nok erkende – uigenkaldelige ødelæggelse af Danmark og vist dét, som medierne skjulte for befolkningen.

 

Er løbet kørt for Danmark?

Formentlig ja. At vende skuden kræver foranstaltninger, som ikke er lige for hånden.

 

Politikere, som først og fremmest har danskernes ve og vel for øje.

 

Politikere, der opsiger Menneskerettighedskonventionen, som administreres af Menneskerettighedsdomstolen. Det er galimatias at tro, at Domstolen nogen sinde vil ophøre med at finde på nye områder til at knægte landenes selvbestemmelsesret.

 

Dernæst opsigelse af samtlige konventioner og eventuelt bruge det år, det tager, inden et land er frigjort, til med en tættekam at gennemgå hver eneste artikel i konventionerne og slette dem, der ikke først og fremmest tilgodeser befolkningen. Dernæst måske – men kun måske – indtræde i enkelte af de amputerede konventioner igen.

 

Kun asyl til dem, der kommer fra flygtningelejre. Stop for tildeling af statsborgerskab til alle fremmede med undtagelse af den, der har gjort noget særligt for Danmark.

 

Tving alle udlændinge til at tage ansvar for sig selv, også når de træffer et valg om en kriminel karriere. Uanset hvad, skal de hjem eller være bag tremmer, til de ønsker at rejse.

 

Vil noget af dette ske?

Nej! Vi må jo tænke på ”Danmarks omdømme”, om vores land så går tabt.

 

Kilde:

 

https://denkorteavis.dk/2022/346920/?fbclid=IwAR1w1YVOZ4LetHSG-3ZjuyicT4ZjzimcUb56A3aUrlnKJjIAu66jA8vXrDE

 

Kommentarer:

I Norge hadde vi Carl I. Hagen som for 40 år siden advarte mot hvordan Norge kom til å bli dersom myndighetene tillot horder av muslimer å få asyl.
Virkeligheten ble mye verre enn han forutså.
Ytringsfriheten gjelder bare noen få, bl.a. kalte en ung muslimsk aktivist Sylvi Listhaug for en heks og sa at hun burde brennes på bål.
Da hun selv ble kalt for en "hettemåke" ble det oppstandelse.
Personen som kalte henne hettemåke fikk en kraftig bot.
En kjent tidligere forballspiller og TV personlighet kalte en dørvakt for en jævla neger under en krangel.
Han fikk sparken fra TV2 Norge og venter nå på rettsak og dom!
En ufin uttalelse; men ikke verre enn en muslimsk iman som mente at alle norske kvinner var horer!
Han fikk selvsagt ingen straff.

Hold da helt kæft hvor er det godt skrevet, det er hvad 75 % af den danske befolkning ønsker,lad os få danmark tilbage.
og straffe alle landsforræderne i regeringen evt.en rigsret.

Jeg har aldrig ment at toppen af dansk intelligens er samlet på Christiansborg.....MEN VI HAR DEN REGERING VI FORTJENER.....VI HAR SELV VALGT DEN ...!!! så hvem er tåberne???...det er taberne .....den danske beforlkning.....og vi gør det gang på gang ,ved hvert valg !! bare vent og se, vi gør det snart igen !!!

Det er rigtigt at vi selv har valgt regeringen, problemet er at der ikke er nogen rigtige politikere at stemme på - samtlige af de opstillede er levebrødspolitikere som kun sørger for sig selv, de har endnu ikke fattet at flertallet af borgerne i Danmark har mistet tilliden til dem.

Jeg ta´r mig til hovedet .!

Folketinget er blevet et samlingssted for lykkeriddere. Danmarks dyreste marskandiserbutik, hvorfra der kommer højglanspolerede skåltaler og vidtløftige budskaber , der er så luftige , at de selv kan flyve fra talerstolen.

Jeg ta`r mig til hovedet .

Husk at en stemme på Socialdemokratiet og SF , som elsker EU , konventionerne og EMRK - - - er det samme som at stemme på Rosa Lund fra Enhedslisten og Carsten Sofie Nielsen fra de Radikale Venstre - som ønsker at oversvømme Danmark med kulturfremmede bistandsklienter fra syd og øst for Middelhavet - samt at forære vores selvstændighed og skattepenge til fremmede magter , lande og befolkninger.