Sanktioner. For knap et år siden indførte Vesten de mest drakoniske sanktioner, verden endnu havde set, mod de russiske aggressorer. I år vil Ruslands økonomi klare sig bedre end Storbritanniens og Tysklands, forudser IMF. Hvad gik galt?

Maratonsanktioner
Umiddelbart før Ruslands invasion af Ukraine 24. februar sidste år advarede USAs præsident Biden om, at russerne måtte imødese »økonomiske konsekvenser, som ingen før har set«, hvis Putin gjorde alvor af truslerne om at invadere nabolandet. Og allerede i de første dage og uger efter, at russiske styrker havde krydset grænsen til Ukraine, lod Vesten plus allierede lande som Japan og Sydkorea handling følge ord.

De russiske valutareserver deponeret i vestlige banker, i alt 300 milliarder dollar, blev indefrosset. Langt størsteparten af Ruslands banker blev forhindret i at bruge det internationale betalingssystem SWIFT. Eksport af hightech-komponenter til Rusland blev blokeret, fly- og skibsforbindelser afbrudt, flere end 3.000 russiske regeringsembedsmænd og oligarker fik deres formuer i udlandet indefrosset. RusIand blev udelukket fra stort set alle globale idræts- og kulturarrangementer. I de følgende måneder fulgte så sanktioner mod køb af russisk kul, gas og olie i takt med, at især Europa kunne tilpasse sig en ny virkelighed uden billig russisk energi.

Vestens økonomiske eksperter var stort set alle enige om, at sanktionerne ville føre til et »økonomisk ragnarok«, som kunne tvinge præsident Putin til at indstille krigen eller fremkalde et folkeligt oprør. The Institute of International Finance, finansindustriens globale organisation, forudså i marts sidste år, at den russiske økonomi stod over for en minusvækst på 15 procent som følge af sanktionerne.

Og hvad skete der? Den russiske økonomi klarede sig langt bedre, end nogen havde regnet med, igennem 2022 med et fald i væksten på knap tre procent af BNP, især takket være højere olie- og gaspriser end forventet. I Den Internationale Valutafonds nyeste økonomiske forudsigelse for 2023 spås Rusland ligefrem at opnå økonomisk vækst i år. Ikke meget, sølle 0,3 procent af BNP, men alligevel bedre end lande som Tyskland (0,1 procent) og Storbritannien (-0,6 procent).

Moskovitter på shopping i det centrale Moskva mærker ikke nødvendigvis meget til Vestens hårde sanktioner. Og faktisk er den russiske økonomi også stadig i vækst. Foto: Nanna Heitmann, Scanpix.

Importen dykkede i de første måneder efter invasionen, men allerede i september sidste år var den på niveau med importen i 2019, takket være handel med venligsindede eller neutrale lande som Kina, Indien, Tyrkiet og de arabiske lande. Inflationen lader til at være kommet under kontrol. Arbejdsløsheden er – ifølge de officielle russiske tal – fortsat lav, 3,9 procent. Der er ingen synlig mangel på forbrugsvarer i de russiske butikker og supermarkeder.

Nok skal de russiske tal tages med et gran salt. En del økonomiske nøgletal er mørklagte, andre menes at være fabrikerede. Den skjulte arbejdsløshed i Rusland er langt større end den officielle, fordi mange bliver sendt på ferie uden løn. I det russiske BNP fremstår produktionen stort set uændret, hvilket formentlig dækker over en stor forøgelse af den militære produktion på bekostning af egentlig fremstillingsindustri.

Men formentlig rammer Sergej Aleksasjenko, tidligere vicedirektør for den russiske nationalbank, meget præcist, da han for nylig i Washington summerede situationen op således, ifølge The Washington Post: »I stedet for vækst har vi nedgang. Men det er afgjort ikke noget sammenbrud, det er ingen katastrofe. Vi kan ikke sige, at den russiske økonomi ligger i ruiner, og at Putin mangler midler til at fortsætte krigen.«

Overdrevne forventninger

Så hvad pokker er der sket? Hvorfor har den russiske økonomi vist sig så modstandsdygtig over for nogle af de mest drakoniske sanktioner, verden endnu har set?

Gary Hufbauer er seniorforsker ved den amerikanske tænketank Peterson Institute for International Economics (PIIE) og ekspert i internationale sanktioner. Over en forbløffende god telefonforbindelse til »et sted i New Mexicos bjerge« giver han sin vurdering af sanktionernes nyttevirkning eller mangel på samme.

»Jeg har i mine skriverier kigget på over 200 tilfælde af brug af sanktioner i løbet af det seneste århundrede, og det viser sig i næsten alle tilfælde, at de, der iværksætter sanktionerne, har overdrevne forventninger til, hvad de kan udrette.«

»Og hvis sanktioner virker, er det på lang sigt,« fortsætter Hufbauer. »Der er få tilfælde, hvor sanktioner fra USA eller Vesten mod et lille land har fået landets ledelse til at ændre politik, men som hovedregel sker det ikke. Tag lande som Nordkorea og Cuba. Begge har været isoleret fra verdensøkonomien i årtier. Men landene har stadig de samme autoritære ledere, og sanktionerne har ikke fået dem til at ændre politik, selvom de tydeligvis har ramt begge landes økonomier meget markant. Eller tag Iran – et land med mange højtuddannede mennesker, men med dystre økonomiske udsigter, også som et resultat af sanktioner. På trods af uroligheder på det seneste er der intet tegn på, at de regerende mullahers position er truet.«

Tilfældet Rusland falder helt inden for de opskruede forventningers kategori, mener Hufbauer.

Udelukkelsen af de fleste russiske banker fra det internationale betalingssystem SWIFT blev i marts sidste år udråbt som en »finansiel atombombe«, der stort set umuliggjorde russisk samhandel med omverdenen. »Vi glemte et øjeblik, at der er mange måder at overføre penge på, selv hvis vi ser bort fra kryptovaluta,« siger Hufbauer. »Kina har opsat et konkurrerende netværk til SWIFT, som har vist sig meget nyttigt for den russiske handel. Bankerne i den ikkevestlige verden ligger inde med store dollarbeholdninger, der kan flyttes rundt – alene antallet af fysiske 100 dollarsedler uden for USA udgør omkring en milliard dollar. Der er andre valutaer, der kan bruges, den japanske yen, schweizerfrancen. Der er guldbeholdninger for andre milliarder af dollar – de er ikke så lette at flytte rundt på, men det kan lade sig gøre. Så SWIFT er ikke så afgørende for de globale pengeoverførsler, som det engang så ud til at være.«

Heller ikke Vestens gradvist indførte stop for import af russisk olie og olieprodukter har ramt den russiske statskasse i det omfang, vi havde ønsket.

»Lande som Indien, Pakistan, Kina og et stort antal afrikanske stater har aftaget langt mere russisk olie, end vi oprindelig havde forventet,« siger Hufbauer. »Hvis man skal være lidt kynisk, kan man sige, at Vestens sanktioner i alt fald har hjulpet disse lande til at sikre sig olie til favørpris. Olieeksporten indbringer p.t. kun russerne 45 dollar pr. tønde, hvor Brent-markedsprisen (standardprisen på europæisk råolie, red.) nu er omkring de 80 dollar pr. tønde, men sælger man nok af den, giver det stadig Rusland betydelige indtægter.«

Spøgelsestankskibe

Den 5. december sidste år trådte EUs embargo mod russisk olie i kraft. Samtidig indførte de vestlige lande et prisloft på 60 dollar pr. tønde for, hvor meget den russiske olie måtte indbringe på det globale marked. Vestlige rederier fik forbud mod at fragte olie, der blev solgt over denne pris, ligesom vestlige selskaber ikke måtte forsikre olielasten, hvis prisen oversteg de 60 dollar. Prisloftet har indtil videre fungeret – prisen på russisk olie var i januar i år faldet med 46 procent i sammenligning med den sidste måned før invasionen, januar 2022.

Spørgsmålet er, hvor længe endnu Rusland vil være afhængig af vestlige rederier og forsikringsselskaber. Det er i løbet af få måneder lykkedes russerne at opbygge en flåde af »spøgelsestankskibe«, hvis ejerskab fortoner sig i det dunkle, og som sejler rundt på havene med slukkede transpondere for at skjule sine bevægelser – mange af de samme skibe, der tidligere fragtede olie fra Iran, Venezuela eller andre sanktionsramte lande. Alene på de tre måneder fra november sidste år til februar i år er omfanget af russisk olie fragtet af disse spøgelsestankskibe tredoblet, ifølge Financial Times. Det er tilsyneladende heller ikke noget problem at anskaffe sig de forsikringspapirer, der kræves for at anløbe en havn eller sejle i bestemte farvande.

»Skrantende tankskibe, der burde være på vej til ophuggeren, sejler nu i stedet rundt på verdens oceaner for at bringe russisk olie til Kina, Indien og andre modtagerlande. Og de stærkt overbebyrdede maritime myndigheder i de ofte små lande, hvor plimsollerne er indregistreret, gør intet for at tjekke, at skibenes tilstand eller forsikringspapirer er i orden,« siger Elisabeth Braw, forsker ved tænketanken The American Enterprise Institute og ekspert i den globaliserede økonomi.

»Hvis et af disse oliefartøjer får en lækage, viser det sig sandsynligvis, at der ikke er nogen forsikring, der dækker, og ikke er nogen, der vil rydde op efter dem. Det kan føre til en gigantisk miljøkatastrofe, og der er ingen at stille til ansvar. Og vi har jo intet globalt maritimt politi til at tage sig af den slags. Det burde virkelig være en sag for miljøorganisationer som Greenpeace,« siger Braw over telefonen fra Washington.

Heller ikke Hufbauer ser de store muligheder for at komme den »sorte« transport af russisk olie til livs. »Den eneste måde, hvorpå du kan stoppe denne trafik, er ved at bruge militær magt. Men at stoppe disse tankskibe i internationalt farvand er et skridt, USA og Vesten ikke ønsker at tage. Dels har vi ikke ret til det – de sanktioner, skibene er med til at omgå, er jo ikke FN-sanktionerede. Og hvis vi stopper skibe på vej med billig olie til for eksempel et land som Indien, vil vi gøre inderne vrede og kaste dem endnu mere i armene på Rusland,« siger Hufbauer.

»På bundlinjen står, at Vesten har gjort det, vi kan, hvad angår olien – nemlig at reducere den pris, russerne får for den. Det er formentlig det maksimale, vi kan opnå.«

Langsigtet

Ét er, at sanktionerne mod Rusland langtfra har haft den virkning, alle forventede, da de blev indført. Men betyder det, at de slet ikke har haft nogen effekt? Det afviser Hufbauer.

»En af de mest succesfulde sanktioner har været det stop for salg af vestlig teknologi, der blev indført lige efter invasionen, og den exodus af store vestlige selskaber, vi har set. Og dette tab af vestlig teknologi og knowhow er ikke noget, Indien og Kina umiddelbart kan erstatte,« siger Gary Hufbauer.

»Allerede nu ser vi, at Rusland er ved at løbe tør for teknologi til deres militære hardware og er afhængigt af indkøb af droner og ammunition fra et land som Nordkorea. Og på lang sigt vil manglen på vestlig teknologi og det brain drain, Rusland har oplevet det seneste år – mellem en halv million og en million har forladt landet, ofte højtuddannede unge – komme til at præge Rusland i mange år og vil reducere landets vækst fremover. Sådan er det med sanktioner – når de virker, gør de det på lang sigt. Det er en maraton, ikke en spurt.«

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-7/samfund/maratonsanktioner

OLE NYENG (f. 1956) er journalist og tidligere udlandsredaktør. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 1980. Har tidligere arbejdet på Aalborg Stiftstidende, Ritzaus Bureau og Information. Har som journalist blandt andet dækket Sydafrikas befrielse fra apartheid, Jerntæppets fald, Sovjetunionens sammenbrud og borgerkrigene i Jugoslavien. Var Weekendavisens korrespondent i New York i 2015-16 og dækkede her blandt andet Trumps succesrige valgkampagne.

OLNY@WEEKENDAVISEN.DK

 

POLITISK OG FOLKELIG BERØRINGSANGST…

Vi husker alle Mogens Glistrup og hans markante udfald mod indvandring, men desværre har det jo vist sig at han havde ret på alle de områder vi ikke brød os om at tage stilling til, i stedet vendte vi det blinde øje til og lod som ingen ting, ligesom politikere og medier black listede alle hans udmeldinger.

Antimuslimske synspunkter

I begyndelsen af 1980’erne begyndte Fremskridtspartiet at markere sig med indvandringsfjendske og antimuslimske synspunkter. Mogens Glistrup og andre fremtrædende medlemmer advarede mod indvandringen til Danmark fra u-lande og især muslimske lande. Fremmedarbejderne blev af Fremskridtspartiet beskyldt for at ’nasse’ på samfundet. Mogens Glistrup så den stigende indvandring som en konsekvens af den omstridte udlændingelov fra 1983, der var Europas mest liberale lov i forhold til flygtninge flygtninge og indvandreres mulighed for asyl og familiesammenføring. I 1998 og igen to år senere blev han idømt betinget hæfte for racistiske udtalelser.

Atter medlem og leder af Fremskridtspartiet

I 1995 forlod Pia Kjærsgaard og tre andre fremtrædende medlemmer Fremskridtspartiet og dannede i stedet Dansk Folkeparti. Fremskridtspartiet stod i 1999 igen uden leder, og eksklusionen af Mogens Glistrup blev ophævet. Det medførte endnu en sprængning af partiet, hvor de resterende fire folketingsmedlemmer forlod partiet og dannede gruppen Frihed 2000. Ved folketingsvalget i 2001 opnåede Fremskridtspartiet med Mogens Glistrup som leder kun 0.5 % af stemmerne. Glistrup forlod partiet i 2004.

Mogens Glistrup døde i 2008.    

Desværre lærer vi aldrig af historien for nu er vi ved at gentage det hele endnu engang..

 

RASMUS PALUDAN = BERØRINGSANGST

Jeg er absolut ikke tilhænger af hans metoder og det er heller ikke min stemme der kommer til at bringe ham ind i folketinget, men jeg har, trods alt, respekt for at han kæmper for sine synspunkter med alle midler. Det kan være utiltalende, men med udgangspunkt i det politiske system, åbenbart også nødvendigt.

Nu påpeger han, med nedenstående opslag,endu engang hvad det er der sker i Danmark lige her og nu.

Lånt fra Rasmus Paludan:

Danmark bliver et muslimsk land. ! Fat det.!

Det er meget naturligt og menneskelig, at man som menneske lyver for sig selv! Især om forhold, der ikke er umiddelbart nærværende og ikke umiddelbart har indflydelse på ens dagligdag. I særligt grad, hvis noget forekommer ubehageligt og skræmmende.

Så når jeg fortæller den åbenlyse sandhed: hvis de nuværende muslimer får lov at blive i Danmark, så bliver Danmark et muslimsk land!

Så er det klart, at man danskere ryster på hovedet! Fordi de anser, at det er forfærdeligt og usandsynligt. Det er rigtigt, at det er forfærdeligt, men det er ikke usandsynligt. Det er stensikkert! Matematik lyver ikke! Fødselsrater lyver ikke! Historien lyver heller ikke.

 

Hvorfor lyver danskerne for sig selv?

 

Synes du, at islam har gjort Danmark til et bedre sted? Hvis ikke, så giv en vælgererklæring til Stram Kurs!

 

Hvad så med de søde muslimer, spørger du måske? Jeg ved ikke, om der findes søde muslimer, men jeg ved, at uanset, om nogle af søde eller ej, så får muslimer som samlet gruppe procentvis mange flere børn end danskere gør.

 

Derfor vil de ende med at blive et flertal, hvis de får lov at blive!

Sådan er det i øvrigt gået historisk set for ALLE lande, hvor man har ladet muslimske indvandrere blive: til sidst har islam overtaget.

 

Da det aldrig er sket, at en ikke-muslimsk land er blevet bedre af islam, så sker det heller ikke for Danmark, hvis danskernes land bliver muslimsk.

Er du i tvivl? Så kig på Sverige og Tyskland og spørg dig selv, om muslimsk indvandring har gjort livet lykkeligere og tryggere for svenskere og tyskere!

 

Stram Kurs er i fuld gang med at indsamle vælgererklæringer!

 

Alt for Danmark!

 

Rasmus Paludan

Partileder

Stram Kurs

 

ADVARSEL:

Lad være med at nævne Rasmus Paludan på Facebook. Jeg ville skrive et kort indslag da jeg skrev hans navn gik siden i sort og jeg fik skarpe advarsler om at siden ville blive lukket m.v. Hans navn er åbenbart ligeså bandlyst som en vis englænder, bare så I ved det.

Thorkild Bisbo

 

The Twitter Files. Hvorfor censurerede Twitter og Facebook en afsløring af Hunter Bidens forretningsforbindelser i de afgørende dage op til præsidentvalget i 2020? Og hvilken rolle spillede FBI? Elon Musk fører an i en informationskampagne, som deler landet i to.

Den bærbare fra helvede

WASHINGTON – Efter en uge, hvor efterretningsofficerer, en forhenværende præsident og USAs samlede kommentatorkorps har givet deres mening til kende i sagen, er det værd at huske på de ydmyge omgivelser, hvori den spegede affære om Hunter Bidens bærbare computer har sit udspring: en slidt toetagers murstensbygning i udkanten af Wilmington, Delaware.

Det, der siden er blevet til en omfattende debat om ytringsfrihed, pressens blinde vinkler, kuppede præsidentvalg og den dybe stats hemmelige samarbejde med techgiganterne, begyndte med en defekt computer i Biden-familiens hjemby et par timers kørsel fra USAs hovedstad.

Ved siden af en frisør og en kinagrill har John Paul Mac Isaac en biks, hvor han reparerer Apple-computere, og i april 2019 træder en tydeligt beruset mand ind ad døren. Han præsenterer sig som Hunter Biden og stikker Isaac tre bærbare computere. De har fugtskader, og han vil have hjælp til at redde indholdet på deres harddiske.

Allerede her opstår det første usikkerhedsmoment i historien. For butiksejeren er næsten blind på begge øjne og ved stadig ikke med sikkerhed, hvem han talte med den dag. Hunter Biden husker ikke selv at have besøgt The Mac Shop i Wilmington, men har sagt, at hans computere måske har været stjålet eller hacket.

Præsident Biden sammen med sin ulykkesfugl af en søn Hunter Biden i august 2022. Mange af republikanerne er af den opfattelse, at hvis historien om indholdet af Hunters computer havde nået befolkningen under sidste valgkamp, var Biden ikke blevet valgt som præsident. Foto: Joshua Roberts, Scanpix

Uanset hvem personen er, så vender han i hvert fald ikke tilbage for at hente computerne igen.

Og reparatøren Isaac er ikke tryg ved det, han finder på især en af dem: sex- og nøgenbilleder af Hunter Biden, men også regnskaber og tusindvis af mails, hvoraf flere nævner hans far, Joe Biden, der netop har annonceret sit kandidatur til præsidentvalget det følgende år. Så i december 2019 tager Isaac kontakt til FBI, der beslaglægger computeren med det sprængfarlige indhold. Den skal indgå som bevismateriale i en igangværende undersøgelse af Hunter Bidens skatteforhold og virke som lobbyist på vegne af udenlandske selskaber.

Isaac giver også en kopi af harddisken til Rudy Giuliani, der er en af præsident Donald Trumps nære rådgivere. Og her skal man igen vogte sig for sprækker og dobbelttydighed: Flere har nemlig påstået, at de kendte til materialet, inden det blev afleveret til FBI og Giuliani. Det kunne betyde, at flere kopier af harddisken kan have været i kredsløb samtidig, at den har været til salg på det sorte marked for belastende oplysninger, eller at dele af materialet er blevet forfalsket undervejs.

Usikkerheden om harddiskens oprindelse har også fået nogle til at konkludere, at historien har været én stor and fra begyndelsen. At onde kræfter på højrefløjen eller i Rusland udnyttede den notorisk ustabile og misbrugsramte Hunter Biden i et bagvaskelsesangreb på faren forud for præsidentvalget. I Wilmington mærker John Paul Mac Isaac den mistanke på egen krop: Han er nødt til at lukke sin butik og flygte ud af byen, fordi folk beskylder ham for at være i ledtog med russerne og kaster æg, rådne grøntsager og hundelort på facaden.

Efterhånden er computerens indhold dog blevet gransket så mange steder, at ren fabrikation kan udelukkes. Harddisken findes, i en eller anden form. Og de mange mails, som computerreparatøren fra Delaware afleverer til Rudy Giuliani, og som Giuliani senere sender videre til avisen New York Post, stammer fra Hunter Bidens egne korrespondancer. Den er god nok.

Det samme er den historie, man kan læse på New York Posts forside den 14. oktober 2020: »Afsløret: Ukrainsk direktør takkede Hunter Biden for 'mulighed for at møde' vicepræsident-far.«

Artiklen handler om en rådgiver for bestyrelsen i Burisma, et konglomerat af ukrainske energiselskaber, som Hunter Biden ifølge de lækkede mails havde lovet et møde med sin far, da han var vicepræsident. I mailtrådene henvises der flere gange til »The Big Guy«, som formodes at være Joe Biden. Der er også indikationer – men ingen beviser – for, at både far og søn tjener penge på Hunter Bidens lobbyarbejde i udlandet.

Afsløringen skal være Republikanernes October Surprise; den sensation, der blæser midtervælgerne bagover og to skridt til højre, så Donald Trump kan løbe med deres stemmer og dermed sejren til præsidentvalget den følgende måned.

Men skandalen vil ikke rigtig lette fra jorden, og det er der en god grund til: De landsdækkende medier vil ikke røre den – men endnu værre: De sociale medier gør en særlig indsats for at fortie den. Twitter sørger for, at artiklen fra New York Post ikke kan deles på platformen, og lukker for flere af de profiler, der forsøger. Facebook skruer på deres algoritme, så færre af brugerne får artiklen at se.

Lige siden har dét været den egentlige skandale i mange konservative amerikanernes øjne: at techgiganterne undertrykte vigtige oplysninger om en præsidentkandidats mulige korruption. At de kvalte en kritisk stemme i de afgørende uger op til valget, angiveligt for at forhindre Trump i at blive genvalgt.

En nothing burger

Men hvad foregik der egentlig i Twitter og Facebook i efteråret 2020?

Hvad fik dem til at blokere artiklen om Hunter Bidens computer? Det er ugens mest omdiskuterede spørgsmål, efter at en ny stak mailkorrespondancer er blevet offentliggjort, denne gang mellem personer i Twitters ledelse i de skæbnesvangre dage.

Årsagen er Elon Musk, som aldrig har købt Twitters officielle forklaring. I oktober købte han til gengæld Twitter og trådte til som direktør for det sociale medie, som han længe har kritiseret for at manipulere brugerne og undertrykke ytringsfriheden. Musk protesterede højlydt, da Twitter smed Donald Trump af platformen, og han har anklaget både det og andre sociale medier for at udøve politisk censur mod konservative.

Forventningerne til hans offentliggørelse af The Twitter Files var derfor store. Musks eget Twitter-opslag om den kommende læk var ledsaget af en emoji med et bæger popcorn; et SoMe-løfte om god underholdning.

Lige siden har dét været den egentlige skandale i mange konservative amerikanernes øjne: at techgiganterne undertrykte vigtige oplysninger om en præsidentkandidats mulige korruption.

Men modtagelsen var kølig og delt efter de velkendte linjer. Den uafhængige journalist Matt Taibbi fik adgang til materialet, og fredag aften begyndte han at spytte udklip fra interne mails og egne bemærkninger ud i en lang og rodet Twitter-tråd. Donald Trump mente ganske vist, at materialet var endnu en god grund til at »smide valgresultatet fra 2020 UD«, og Fox News bifaldt »afsløringerne«, som bekræftede den »landsdækkende skandale« ved det seneste valg.

Resten af medielandskabet var mindre overvældet. The Washington Post kaldte Taibbis fund for en »fuser«, og på Twitter kommenterede flere med en tegning af to burgerboller uden bøf, en såkaldt nothing burger.

De fleste havde forventet beviser for påvirkning ude- eller oppefra. At der havde været et pres, som fik Twitter til at skrue på knapperne til Joe Bidens fordel. Enten fra Det Demokratiske Parti eller Den Dybe Stat, som mange konservative amerikanere stadig giver skylden for Donald Trumps valgnederlag i 2020.

Det første kunne nemt have været tilfældet. Demokraterne har før vist, hvad de er i stand til: Forud for valgkampen i 2016 hyrede partiet den forhenværende britiske efterretningsofficer Christopher Steele, som fyldte det såkaldte Steele-dossier med historier om tissende prostituerede og hemmelige samarbejder mellem Trump og Vladimir Putin, som blev viderekolporteret af alverdens medier, men som i dag fremstår som det pure opspind.

Demokraterne var også klar over, hvad der var på spil: Få dage før præsidentvalget i 2016 fortalte FBIs direktør, at Hillary Clinton blev efterforsket af forbundspolitiet for at have brugt sin private konto til at sende fortrolige mails. I dag mener mange demokrater, at den udmelding kan have kostet dem valget. Det ville være naturligt at frygte, at det samme ville ske med afsløringen i New York Post.

Men der er ingen rygende pistol med Demokraternes fingeraftryk i Matt Taibbis Twitter-tråd. Jo, der var henvendelser fra Bidens kampagnestab til Twitter om sønnens computer, men målet var at få fjernet nogle af de mange nøgenbilleder, som cirkulerede af præsidentsønnen.

Når FBI nikker og blinker

Der er dog noget andet, som stadig skurrer. I det rødglødende kaos, som Twitter tilsyneladende har udviklet sig til under Elon Musks ledelse, blev mediets juridiske rådgiver, James Baker, fyret i tirsdags.

Baker har en fortid som chefjurist i FBI og spillede en central rolle i politiets efterforskning af Donald Trumps mulige forbindelser til Rusland. Han har om nogen pustet til den frygt for russisk påvirkning, som Twitter brugte til at retfærdiggøre sin censur. At han nu skulle deltage i udgravningen af forløbet, var selvfølgelig dybt bizart, og Elon Musk vidste tilsyneladende slet ikke, at han var ansat, før denne uge.

Var det i virkeligheden FBI, der førte Twitters hånd i Hunter Biden-sagen?

Det læste flere konservative kommentatorer mellem linjerne i The Twitter Files. I efteråret 2020 havde FBI afholdt ugentlige møder med Twitter og Facebook, hvor de advarede om russisk misinformation. Her skal man huske, at der faktisk var en russisk kampagne mod Hillary Clinton i 2016, særligt på Facebook, selvom omfanget ofte er blevet overdrevet siden. Så både sociale medier og myndigheder var i deres gode ret til at være på vagt i 2020.

I New York Post mente kommentatoren Andrew McCarthy dog, at den tætte kontakt har været udslagsgivende i Hunter Biden-sagen – også selvom man ikke finder en klar ordre fra FBI i Twitters interne mails.

»Det er ikke nødvendigt for FBIs ledelse at give direkte advarsler for at meddele, at en historie skal dræbes,« skrev han. »Når højtstående embedsmænd nikker og blinker, kan virksomhedsledere godt forstå hentydningen.«

Andre har peget på den foruroligende mangel på ord som »ytringsfrihed« og »demokrati« i Twitters omfattende interne korrespondancer. Ledelsen diskuterer deres nye retningslinjer for hacking og misinformation, men ikke deres ansvar for den offentlige samtale.

Ironisk nok er det demokraten Ro Khanna, der opfordrer mediet til at indstille censuren af hensyn til ytringsfriheden, selvom han efter eget udsagn er »totalt Biden-partisk«.

Elon Musk har lovet, at mere er på vej fra arkiverne. Måske går det hurtigere nu, hvor han har fjernet den forhenværende FBI-chef som flaskehals. Især vil man gerne vide, hvad der gik forud for lukningen af Donald Trumps Twitter-profil.

Åbningen af Twitters arkiver er blevet godt modtaget af alle, måske med undtagelse af Twitters egne ansatte. Så langt er amerikanerne alligevel enige, selvom de ofte færdes i parallelle universer: De sociale medier besidder en enorm magt, som fortjener at komme frem i lyset.

kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-49/samfund/den-baerbare-fra-helvede

MARKUS BERNSEN (f. 1980) er Weekendavisens korrespondent i Washington D.C., hvor han skriver om politik, økonomi og teknologi. Før Asienkorrespondent bosat i Sydkorea. Har blandt andet skrevet bøgerne Danmark Disruptet (2019) og Magteliten (2015).

 

MABE@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

MUSLIMSK INDVANDRING VIL OPLØSE DANMARK SOM SAMFUND – DEN PRISBELØNNEDE FORFATTER BIRGITHE KOSOVIC LÆGGER IKKE FINGRENE IMELLEM

”I mine øjne er det naivt at forestille sig, at den konflikt aldrig vil blive væbnet i forskellig grad. De gensidige offerfortællinger er allerede i gang, og dødsvolden har allerede fundet sted.”

 

Ordene stammer fra den danske prisbelønnede forfatter med serbisk baggrund, Birgitte Kosovic.

 

Under et interview med Berlingske i anledning af valget lægger hun ikke fingrene imellem.

 

Ifølge Birgithe Kosovic er indvandringen fra ikke-vestlige lande i gang med at splintre og ødelægge det folkelige fællesskab i det tidligere så homogene Danmark. Og det er især indvandringen fra ikke-vestlige muslimske lande, fremgår det.

 

Konflikten mellem muslimer og ikke-muslimer

”Hun kommer nu med en direkte advarsel til politikerne om, at opdelingen mellem muslimer og ikkemuslimer kan blive skæbnesvanger for vores land, fordi konflikter er uundgåelige i et multikulturelt samfund”, skriver Christian Foldager, der har lavet debatinterviewet i Berlingske.

 

Faren ligger ifølge Birgithe Kosovic i, at henholdsvis danskerne og muslimerne ikke blander sig, men søger sammen i hver deres grupper med en vidt forskellig kultur.

 

”Ideen om, at man er integreret, hvis man taler dansk, forsørger sig selv og overholder lovene, er forkert. Man er ikke integreret, hvis man som indvandrer alene søger sammen med sine egne,” forklarer Birgithe Kosovic.

 

Opdelingen skyldes ifølge Birgithe Kosovic en fundamental forskel mellem danskerne og muslimernes livsformer.

Hvor danskere har en individualistisk kultur, så har indvandrere og efterkommere fra muslimske lande ifølge Kosovic en kollektivistisk kultur.

 

”Det gør det svært at leve sammen. Og intet tyder på, at det vil blive nemmere i fremtiden,” forudser Birgithe Kosovic, og nævner gymnasierne som et slående eksempel.

 

”Det, der sker på gymnasierne, er en meget god indikator. Her vælger de unge aktivt hinanden fra, når andelen af indvandrere kommer over 30 procent. Det er en kritisk grænse, hvor fællesskabet kollapser, og danskerne trækker sig.”

 

Advarer mod at ansætte muslimer i det offentlige

På et tidspunkt var tørklæder og hjemmehjælpere oppe i den aktuelle valgkamp, men problemet stikker ifølge Birgithe Kosovic langt dybere end et stykke tekstil.

 

”Det er jo ikke fri fantasi, når jeg siger, at det kan forstyrre vores offentlige institutioners almindelige virke, hvis en masse ansatte har andre livsformer og loyalitet over for deres eget parallelsamfund,” påpeger Kosovic i Interviewet med Berlingske og fortsætter:

 

”Flere kommuner må for eksempel have parallelle it-systemer for centrene for voldsramte, fordi oplysningerne om kvinderne ellers tilflyder parallelsamfundet. Men fordi det hele foregår frivilligt, har vi som demokrater ikke begreber til at kritisere det.”

”Selvsegregeringen kan pløje ukritiseret igennem boligområder, offentlige institutioner, private virksomheder og politiske partier, fordi det er den enkeltes frie valg. Men den bliver ekstremt problematisk, når det angår politiet,” advarer Birgithe Kosovic.

 

Statens voldsmonopol er selve fundamentet

Det er politiet, der repræsenterer statens voldsmonopol, som er selve fundamentet under staten.

 

Men det fundament er allerede i fuld gang med at skride, påpeger Kosovic.

 

”Det er allerede sådan i dag, at folk med muslimsk baggrund nærer mistillid til det danske politi og i det hele taget til staten. Når folk ikke føler sig beskyttet af dem, der har voldsmonopolet, finder de altid andre måder at beskytte sig på,” siger Kosovic og fortsætter:

 

”Det ser vi allerede i ghettoområderne, hvor et alternativt voldsmonopol er vokset frem. Her findes en stat i staten med egne love, egne domstole og eget politi. Der er det banderne, imamerne og klanlederne, som bestemmer.”

 

”Og hvis du som udenforstående,” fortsætter Kosovic, ”kommer i berøring med staten i staten, så kan ingen beskytte dig, fordi nationalstaten har mistet sit herredømme over de områder.”

 

I mine øjne er det naivt at forestille sig …

Birgithe Kosovic siger til Berlingske, at hun ikke tror ikke på borgerkrig i klassisk forstand med politiske erklæringer og afgrænsede territorier, men påpeger det faktum, at der er en stor splittelse og konflikt imellem os.

 

”Ingen ved, hvordan det skal stoppes. Ingen taler om, hvordan det vil omforme samfundet med tiden. Enklaverne vokser, terroren har fundet sted, og vi bruger store ressourcer på at imødegå den,” siger Birgithe Kosovic og slutter interviewet i Berlingske med disse betragtninger.

 

”Det er ikke dikteret eller erklæret af nogen. I mine øjne er det naivt at forestille sig, at den konflikt aldrig vil blive væbnet i forskellig grad. De gensidige offerfortællinger er allerede i gang, og dødsvolden har allerede fundet sted.”

 

Om den interviewede forfatter

Birgithe Kosovic har gennem de senere år markeret sig kraftigt i debatten om den muslimske indvandringens negative og farlige konsekvenser for sammenhængskraften i fremtidens danske samfund.

 

Hendes engagement er især bemærkelsesværdigt i og med hun kommer fra kulturlivet med en række litterære priser i bagagen og tidligere har været tilknyttet blandt andet dagbladet Politiken.

 

Således indbragt romanen ”Det dobbelte land” (2010) Birgithe Kosovic ikke færre end tre forskellige kulturpriser: DR Romanprisen på 25.000 kroner. Weekendavisens kulturpris på 100.000 kroner og endelig Danske Banks Litteraturpris på 300.000 kroner.

For den højt roste roman om Eric Scavenius, ”Den inderste fare”, (2018) modtog Birgithe Kosovic i 2019 Politikens Litteraturpris på 200.000 kroner.

 

En trojansk hest

Interviewet i Berlingske tager udgangspunkt i den udvikling, som Birgithe Kosovic gentagne gange har advaret imod med udgangspunkt i den aktuelle muslimske befolkningsandel på omkring 300.000 personer.

 

Imidlertid er det et faktum, at så længe Danmark forsat er tilsluttet en række internationale konventioner, kan politikerne intet stille op imod en fortsat muslimsk tilstrømning til landet.

 

Og selvom et flertal i Folketinget skulle komme til fornuft og forsøge at sikre resterne af samfundets fortsatte sammenhængskraft ved at frigøre Danmark fra konventionerne, er det stort set alligevel ved at være for sent.

 

Den asylpolitik, der hidtil har været ført af samtlige danske regeringer, har lukket en trojansk hest ind i form af børnefødsler, som ingen myndighed jo kan forbyde.

 

Danskernes fødselstal falder – muslimernes stiger

Gennem de sidste mange har danskernes fødselstal været faldende, medens især de muslimske har været stigende.

 

Tallene fra de 24 muslimske MENAPT-lande, dvs. Mellemøsten, Afrika, Pakistan og og Tyrkiet ser således ud:

 

I perioden 2008 – 2014 fødte indvandrere fra disse lande i alt 27.579 børn. Det svarer til 6,3 procent af samtlige fødsler.

I den næste syvårige periode fra 2015 – 2021 fødte indvandrerne fra de muslimske MeNAPT-lande i alt 34.481 børn. Det svarer til 8,5 procent af samtlige fødsler.

 

Til sammenligning faldt den danske andel af de nyfødte i de to perioder fra henholdsvis 83,4 procent i den første periode til 74,4 procent i den sidste.

 

I de to perioder steg det samlede fødselstal fra 420.924 i den første periode til i alt 428.269 i den anden.

 

Men i de to samme tidsrum faldt danskernes fødselstal fra 350.897 i den første til i alt 335.729 i den anden periode.

 

Sådan ser virkeligheden ud her og nu: Muslimerne føder konstant flere børn og danskerne kontant færre, og det er en udvikling, det vil forstærkes, efterhånden som flere og flere muslimske kvinder kommer i den fødedygtige alder.

 

Forfatteren Birgithe Kosovics dystre udsigter for Danmarks fremtid som et samfund i opløsning med en delt befolkning, kan ikke affejes som sortsyn.

 

Fakta om befolkningsudviklingen taler deres eget klare og tydelige og ikke mindst truende sprog.

Kilde: https://denkorteavis.dk/2022/349143/

 

Kilder til denne artikel:

https://www.berlingske.dk/debatinterview/danmark-er-i-gang-med-at-forvandle-sig-til-et-frivilligt-apartheid?&utm_source=newsletter&utm_medium=email&utm_content=red_nb-20221015&utm_campaign=berlingske_weekend

 

 

 

Klumme:

IDA AUKEN HAR SOLGT SIN SJÆL

For uindviede er World Economic Forum (WEF) en privat organisation med hovedsæde i Davos i Schweiz, etableret i 1971 under ledelse af grundlæggeren Klaus Schwab. WEF er det man kalder en government-organized non-governmental organization (GONGO) i modsætning til NGO-bevægelserne, da WEF sponsoreres af regeringer.

Jeg vil stærkt opfordre læserne til at gå på WEFs hjemmeside, hvor organisationens økonomiske målsætninger og partnere i det private erhvervsliv helt åbent beskrives. Ud over de finansielle støtter flokkes regeringsledere og politikere til WEFs møder i Davos og samles om den dagsorden, der beskrives som The Great Reset, den store genstart efter coronaepidemien.

Der er således intet konspirationsteoretisk i WEFs målsætninger, der beskrives som ønsket om øget kontrol og regulering med de finansielle midler, veje og ressourcer, om regulering af ressourcer i det hele taget, befolkningsudviklingen og begrænsning af samme.

Samarbejdet mellem de industrielle fyrster, økonomiske mastodonter og influencere som Bill Gates og George Soros med henblik på en begrænsning i det private erhvervslivs råderum ligger også åbent som en del af målsætningen. Herunder at migration betragtes som en menneskeret.

Set med mine briller er WEF vrangbilledet på den vestlige verden, vi kender bestående af retten til selv at kunne disponere og etablere sig, retten til nationale staters selvbestemmelse og det enkelte menneskes ret til frihed, og retten til indgreb i frihedsrettigheder såsom retten til at tale, skrive og i øvrigt udtrykke sin mening. Det er hvad WEF står for.

WEF er en globalistisk altomfavnende organisation styret af de få, men møntet på at styre de mange.

Folk i almindelighed forstår ikke omfanget af og kompleksiteten i det edderkoppenet, som WEF spinder ud over alt fra det danske kongehus til enkelt politikere, finansielle institutter og virksomheder. WEF bør betragtes på samme måde som Ron Hubbards Scientologys sekt af disciple med varierende antal stropper og skuldermærker afhængigt af, hvor stort et indtryk man har gjort på guruen selv, tyskeren Klaus Schwab. Schwab har måttet slette sit ophav af annalerne, for faderen var en højtstående nazist, der på samme måde som sønnen arbejdede med udvikling af det 3. Riges vidundervåben, hvor sønnens arbejde så består i økonomiske mirakelkure.

Den tidligere folkesocialist, tidligere kulturradikale og nu opportunistiske socialdemokrat, Ida Auken, er et klassisk eksempel på, hvorledes vor tids Dr Strangelove aka Ron Hubbard, Klaus Schwab, rekrutterer sine disciple.

Young Global Leaders i WEF består af 200 medlemmer, som er udvalgt, fordi de har vist lederskab og evne til at skabe og føre nye ideer ud i livet. Det anerkendte headhunterfirma Heidrick & Struggles screener årligt de flere tusind indstillede kandidater, som efterfølgende bliver vurderet af en udvælgelseskomité.

I forbindelse med sin udnævnelse udtalte Ida Auken i en pressemeddelelse: “Jeg er både glad og stolt over at blive en del af den her gruppe af visionære, unge mennesker, som skal give bud på, hvordan verden skal udvikle sig fremover. Jeg får mulighed for at påvirke den globale dagsorden i en positiv retning samtidig med, at jeg får et helt unikt netværk og inspiration fra hele verden af alt fra erhvervsledere og politikere til kunstnere, der har sat gang i deres egne udviklingsprojekter”.

Det er den danske entreprenør og virksomhedskonsulent, Soulaima Gourani, som selv er medlem af Young Global Leaders, der har foreslået Ida Auken som kandidat. Foruden Ida Auken er fem andre danskere også blevet en del af klubben (læs: Scientology).

Den 4. industrielle revolution vil ifølge WEFs målsætning ramme dig på den måde, at du slipper din ejendomsret i al almindelighed til fordel for en ret til at bo, sove, leve og arbejde i de omgivelser, du befinder dig i. Staten og WEFs målsætninger regulerer din hverdag og dine dispositionsmuligheder. Du får ligesom i Aldous Huxleys bog ”Fagre ny verden” en kuvøselignende hverdag trillioner af kilometer fra det pluralistiske, parlamentariske, demokratiske, vestlige samfund vi kender, som generationer før os har kæmpet for og opbygget.

Klaus Schwab er speditør på samme måde som Adolf Eichmann var det af de ungarske jøder. Klaus Schwab sender i overført betydning blot nationalstater og folkestyrerne østpå, der hvor ingen vender tilbage fra. Aflusning af demokratierne om man vil. Han mangler blot helt Peter Sellers komiske talent fra filmen Dr. Strangelove. Se ham og forstå hvorfor. Han er som trukket ud af en karikatur.

At en åbenlys anti-demokrat og anti-vestlig privat, sekterisk leder kan få den magt og indflydelse, som tilfældet er, kalder på både psykologisk og psykiatrisk ekspertise. Dybden i det anti-demokratiske og den måde, hvorpå WEFs spin udstrækkes, er serveret af organisationen selv på weforum.org. Det eneste, der mangler, er oplysningerne om, hvorledes båndet fra coronaepidemiens oprindelse, vaccinernes udbredelse og hensigten om befolknings reduktion via implementering af samme foregår. Deep state rimer på WEFs navn.

Destabilisering af de økonomiske markeder med henblik på indgreb og indskrænkning i folks råderum og valgmuligheder er agendaen. At skabe frygt med henblik på tilsvarende at kunne undertrykke og styre via de kræfter, som står bag, er ligeledes WEFs agenda. Ekkoet fra statsminister Mette Frederiksens evne til skabe frygt og true sin befolkning er som at høre ekkoet fra WEFs lokaler i Davos.

Vi befinder os midt i den dagsorden, som WEF fremmer med ønsket om inflation og konkurser med henblik på overtagelse af markedskræfter via WEFs målsætninger og midler. WEF ønsker at nedbryde for efterfølgende at kunne opbygge og fremstå som den organisation, der har den dagsorden, de alternative løsningsmodeller, der skal til. Læs: redningsmodeller.

Kort sagt består World Economic Forum af en usminket fascistoid, udemokratisk, marxistisk inspireret privat hær, hvis købte lejesoldater som Ida Auken, der ikke løber rundt i Store Kongensgade uden for Scientologys forretningslokaler, som de gjorde for årtier siden for at kapre nye kunder i butikken. WEF er nemlig langt mere sofistikeret. Her foregår rekrutteringen via tildeling af intetsigende titler til disciple som Ida Auken i funklende paladslignende omgivelser i Davos. Sildesalat til idioter.

Nyttige idioter om man vil, som Ida Auken, bliver morgendagens ledere af den nye verdensorden, hvor du intet ejer, hvor du blot er figurant i en fremtidsverden, du ingen indflydelse har på.

Betragt Ida Auken, Klaus Schwab, WEF og alle WEFs følgere som enemies of the state. 

Og behandl dem derefter.

Kilde:

https://24nyt.dk/klumme-ida-auken-har-solgt-sin-sjael/