KRONIK
JEG FORLOD ISLAM, FORDI DEN
FORHINDREDE MIG I AT BLIVE INTEGRERET I DANMARK..
Alt for mange herboende muslimer værner om deres
forældres kultur. De vil forbyde religionskritik og vægter Koranen over
Grundloven. Denne kulturelle bagage forhindrer, at integrationen kan lykkes. Da
jeg forlod islam, faldt jeg endelig til i Danmark, skriver Mustafa Sayegh i
kronikserien om, hvornår man er velintegreret.
Mustafa
Sayegh er selvstændig malermester og stifter af Foreningen Frafalden for
eksmuslimer
Jeg er
vokset op i Danmarks ældste by, Ribe. Byen med de velbevarede bygninger, som
minder borgerne om en tid, hvor Danmark endnu ikke skulle forholde sig til
spørgsmål om social kontrol, bønnekald, halal og haram.
Mine
barndomsvenner i det vestjyske var stort set udelukkende etniske danskere. Jeg
voksede op blandt drengevenner, hvor normen var, at deres søster også datede,
ligesom de selv gjorde, og at de kunne tale med deres forældre om sex, selv om
det også kunne være akavet.
I
vores rolige rækkehuskvarter gik både mødrene og fædrene på arbejde og betalte
skat til det samfund, deres forfædre havde opbygget.
Det
naturlige udfald deraf har været, at jeg har tilegnet mig normer og værdier fra
mine omgivelser. Og selv om meget i min opvækst også kunne have fastholdt mig i
et mellemøstligt tankesæt, har min omgangskreds i barndommen præget mig i langt
højere grad.
Da
jeg som teenager flyttede fra det rolige rækkehuskvarter i Ribe til en
lejlighed på anden sal i en ghetto i Kolding med min familie, blev min
islamiske og arabiske identitet styrket. For pludselig havde størstedelen af
mine venner også samme etnicitet og religiøse baggrund som jeg selv.
Men
jeg var hverken ærlig eller tro mod mig selv. Det var en påtaget identitet.
Jeg
brød mig ikke om, at jeg, hver gang jeg skulle tage en beslutning, skulle
overveje, om mine handlinger var halal og haram, af frygt for, at alle andre i
ghettoen ville tale dårligt om mig eller min familie.
Jeg
brød mig ikke om, at min nye omgangskreds forventede, at jeg blandede mig i,
hvem min søster måtte date, hvis hun ønskede det.
Jeg
brød mig ikke om at gå i samlet flok med mine indvandrervenner i byen, vel
vidende hvilket truende signal vi sendte til alle andre omkring os.
Da
jeg blev bevidst om, hvordan min kulturelle bagage forhindrede mig i at
integrere mig, tog jeg ansvar og undersøgte, hvor min selvopfattelse og mine
værdier kom fra. Det var en af grundene til, at jeg forlod islam – ikke bare
teologisk, men også identitetsmæssigt.
Assimilation er nødvendig
Integration
er et spørgsmål om indstilling – og en forståelse af, at assimilation ikke
nødvendigvis behøver at være negativt. Faktisk mener jeg, at en vis grad af
assimilation er nødvendig for at opnå god integration – medmindre man ikke
bryder sig om den kultur, man skal assimilere sig ind i.
Når
jeg taler om assimilation, taler jeg derfor også om at opgive noget – men en
opgivelse af noget for at indgå i noget større eller noget andet. Jeg
assimilerer eksempelvis mig selv, når jeg konsekvent vælger at tale dansk med
mine børn.
Vellykket
integration og assimilation kræver først og fremmest, at den enkelte må gøre op
med sig selv, om man overhovedet vil leve i Danmark med de værdier, der værnes
om her.
Desværre
oplever jeg, at for mange herboende indvandrere og efterkommere ser integration
og assimilation som noget negativt. De værner om deres forældres kultur frem
for den danske kultur.
Kan
man værne om ligestilling mellem kønnene, når man samtidig lader sønnen gå i
byen og date, mens datteren skal blive hjemme? Kan man værne om vores
ytringsfrihed, når man samtidig mener, at islam er en ’no go’-zone for frit at
ytre sig eller at tegne en profet? Det mener jeg ikke, man kan.
Jeg
husker, da jeg for nogle år tilbage oprigtigt følte mig personligt angrebet,
hver gang den offentlige debat handlede om indvandring – selv om kritikken ikke
var rettet mod mig personligt.
I
dag forstår jeg, at man som et lille land som Danmark er nødt til at passe på
sig selv. Og den indvandring, vi hidtil har haft, har åbenlyst bragt komplekse
problemer med sig, som på sigt, hvis vi ikke gør noget, kan være
destabiliserende for et homogent, harmonisk og fredfyldt samfund som det
danske.
Et
alt for højt antal indvandrere, primært fra muslimske lande, hverken kan eller
vil tilegne sig de danske normer og værdier. De føler sig stigmatiseret og
udenfor – ligesom jeg selv gjorde, inden jeg forlod islam. Men følelsen af
eksklusion skyldes ikke det danske samfund, den skyldes de rigide regler i
islam, der gør, at man ikke kan deltage i samfundet på lige fod med alle andre.
De
muslimer, der trives bedst i Danmark, er i min optik også de muslimer, som har
forstået at holde deres religion privat.
Handler om værdier
Jeg
ser klart og tydeligt, hvordan mange herboende indvandrere, som har boet her i
over 20 år, stadig ikke ønsker at tage Danmark til sig. Som kæmper med en
loyalitetskonflikt mellem Danmark og deres hjemland. Som vægter Koranen over
Grundloven. Det er der også mange undersøgelser, der viser.
77
procent af muslimerne i en undersøgelse fra Jyllands-Posten og Wilke svarer, at Koranens
anvisninger skal følges fuldt ud. 76 procent af indvandrere og efterkommere i
Danmark mener ifølge Ytringsfrihedskommissionen, at det skal være
ulovligt at kritisere islam. Det vidner om, at det ikke går lige så godt med
integrationen, som mange på venstrefløjen ellers ønsker at fortælle.
Men
andelen af muslimer, der mener disse ting, overrasker mig ikke. Det ligger
implicit i den islamiske opdragelse, at profeten, Koranen og islam ikke må
hånes, kritiseres, at de er perfekte.
Når
man vokser op med et muslimsk tankegods, vil det unægtelig kollidere med
det frisind og den ytringsfrihed, vi har i Danmark.
Mange
på venstrefløjen fremhæver, at det går fremad med integrationen, fordi
indvandrere med muslimsk baggrund taler sproget, klarer sig godt i
uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet og alle de andre klassiske parametre,
man i årtier har målt integration på.
Og
selv om jeg forstår, at vi skal tale ting op og ikke ned, så er det altså
kontraproduktivt, når man ikke kalder en spade for en spade.
Når
man udelukkende måler integration på de klassiske parametre, bekræfter man
indirekte, at det eksempelvis er i orden, når herboende muslimer ønsker at
begrænse ytringsfriheden. Men det er ikke i orden. For vores frihedsrettigheder
har vi kæmpet for at opnå.
Kun indvandrernes ansvar
Ansvaret
for integration eller assimilation ligger ikke hos samfundet, det er den
enkelte indvandrer og efterkommer, der har ansvaret for det. Jeg tror ikke på,
at man med politiske tiltag kan integrere nogen.
Unge
Jesper har de samme tilbud og muligheder som unge Mohammed. Det kan sagtens
være, at Mohammed har det svært – men det har mange etniske danskere fra den
hvide underklasse også.
Da
jeg forlod islam, forstod jeg, at min livsanskuelse havde forhindret mig i at
finde fred i Danmark, men jeg forstod samtidig også, at den kunne være
afgørende for, at jeg kunne finde freden i fremtiden.
Siden
har jeg oplevet, hvordan al den racisme, uretfærdighed og ulykke, jeg førhen så
overalt, i virkeligheden ikke var så omfattende.
På
samme måde hjalp det mig at slippe offerrollen og insistere på at være mig
selv. Mine rødder kan jeg ikke ændre – de er, hvad de er. Men de værdier,
jeg vælger at værne om, er et aktivt valg, jeg kan træffe.
Vil
man være en del af samfundet, skal man agere som en del af samfundet. Det giver
ikke mening at ændre det samfund, man lever i, til noget, som findes andre
steder i verden. Hvorfor så ikke finde et andet land at leve i?
https://www.information.dk/debat/2020/07/forlod-islam-fordi-forhindrede-integreret-danmark?ut