DANSK PRESSE I KALIFATETS HOPPEBORG..
Medierne svømmer over
med mere eller mindre kælne og kampagnejournalistiske interviews med
IS-frivillige, der udbreder sig om deres søde katte, fredelige fremtidsdrømme,
eller at de blev lokket til kalifatet af en hoppeborg. Imens bliver de
ufattelige forbrydelser i regimet, som kvinderne støttede, reduceret til
parenteser.
Mikkel Andersson
Mikkel
Andersson (f. 1979) er chefredaktør på Kontrast, BA i historie og kandidat i
analytisk journalistik samt medgrundlægger af RokokoPosten. Han har gennem det
sidste årti skrevet journalistik, anmeldelser, satire og debatstof for blandt
andre Berlingske, Weekendavisen og Jyllands-Posten, været vært på Radio24syvs
mediemagasin Q&A og er desuden en hyppigt anvendt debattør i en lang række
formater. Når han ikke skriver, hvad han oftest gør, kan han godt lide at læse
om lingvistik og holde sin græsplæne pænt nyklippet.
Forleden bragte Politiken et lettere surrealistisk
og tragikomisk
interview, hvor en kvinde blandt andet udførligt kan berette, hvilke
dejligheder der lokkede hende til Islamisk Stat.
"Jeg havde set
alle mulige videoer fra Syrien med folk, der var glade, de var klædt ligesom
mig, der var børn, skoler, gode madvarer, børn, der legede i vand – der var
ovenikøbet en hoppeborg," fortæller ‘Lisa’.
‘Lisa’ tog til
kalifatet, bogstavelig talt mens folkedrabet på yazidierne var i gang i august
2014. Men der spørges ikke ind til, hvordan det i august 2014 var muligt at se
disse angiveligt dejlige billeder uden at være opmærksom på, at regimet og den
organisation, der oprettede det, både i al almindelighed var ekstremt morderisk
(velkendt i adskillige år forud) og mere specifikt i gang med et folkedrab.
Læserne får dog, i
journalistens udlægning, fortalt, at "tusinder af unge fra hele verden lod
sig lokke til Syrien", hvilket er en fascinerende måde at fremstille
voksne menneskers valg på. Her var tale om individer, der med alle muligheder
for at få adgang til alskens information besluttede sig for at tilslutte sig et
ideologisk morderisk regime i særklasse. Ikke små børn, der i et anfald af
forbigående forvirring blev forlokket af rottefængeren fra Hamln.
I samme artikel får
læserne også lejlighed til at stifte bekendtskab med IS-kvindens kat, som man
ved selvsyn kan konstatere, hun slet ikke gør fortræd:
"Det er Ole,
det er vores kat. Der er også en Lille-Ole. De er kommet ind gennem hegnet og
bor hos os nu. Jeg havde også katte derhjemme, men de her er ekstra søde."
Et
fanatisk og totalitært regime
Tendensen til at
fortælle udførligt om kvindernes egne overvejelser og angivelige
genvordigheder, mens karakteren af det regime, de valgte at støtte, behandles
mere eller mindre parentetisk, er naturligvis særlig udtalt i Politiken. En
avis, der også står bag en decideret kampagne om at få mødre og børn til
Danmark, og hvor chefredaktøren til sine medarbejdere eksplicit
har erklæret, at formålet er at ændre regeringens politik. Men man
kan skam også finde varianter af interviewtypen i Berlingske.
Lad os lige, efter
hoppeborge og den søde kat Ole, få sat Islamisk Stat i historisk kontekst.
Generelt er jeg modstander af at sammenligne alting med nazismen, hvilket er en
overraskende hyppigt forekommende folkesport i særdeleshed i forhold til dansk
indenrigspolitik (selvsagt i høj grad ift. Indvandringspolitik, men såmænd også
covid-, social- og kulturpolitik). Men i tilfældet Islamisk Stat er nazismen og
i særdeleshed holocaust ikke alene ganske passende, det er – særligt for
europæere – den klart mest oplagte parallel at drage til Islamisk Stats
forbrydelser.
Islamisk Stat var et
i særklasse fanatisk og totalitært regime, der som led i en erobringskrig både
planlagde og udførte et etnisk-religiøst motiveret folkedrab med ekstrem
brutalitet, sadisme og fanatisme.
Naturligvis findes
der ikke to historiske forløb, som er 1:1 analoge – eksempelvis publicerede
nazisterne ikke deres forbrydelse i massemedier, var ikke motiveret af religion
i konventionel forstand, og de dræbte selvsagt langt flere i absolutte tal. Men
at indplacere de to begivenheder i samme kategori af forbrydelser mod
menneskeheden er det svært ikke at se som meningsfuldt.
For syv år siden, i
august 2014, begik Islamisk Stat et folkedrab på yazidierne. Det er ikke en
polemisk pointe, det er ifølge både EU, FN og samtlige forskere i emnet, jeg
kender til, en ganske banal kendsgerning. Yazidierne blev forsøgt udslettet som
gruppe, brutalt myrdet og de overlevende brutalt udnyttet som slaver. Der er
tale om en forbrydelse i verdenshistorisk målestok – og her endda uden at
inddrage Islamisk Stats forfølgelse af og drab på såvel kristne som
shia-muslimer, der rummer rædsler helt i egen ret og også af flere
klassificeres som folkedrab.
De kvinder, som vi
nu taler om, valgte aktivt og frivilligt at bistå regimet, der udførte dette.
Det er ligeledes uanfægteligt. Ikke nok med det, de opsøgte og bistod også et
regime, der promoverede og opfordrede til terror mod Danmark og danske borgere
– en opfordring, Omar El-Hussein som bekendt tog til sig ved Krudttønden og
synagogen.
Efterrationaliserede
udmeldinger
Ovenstående forhold
er i det meste af mediedækningen forskudt til en perifær parentes, hvor
kvinderne får uanede mængder af spalteplads til at udbrede sig om deres
formodentlig i høj grad efterrationaliserede og til medierne nøje planlagte
udmeldinger, der kan inkriminere dem absolut mindst muligt ved kommende
retssager. Og når det kommer til den kendsgerning, at de tilsluttede sig et
regime, som alle vidste var i særklasse morderisk, får de lov til at slippe med
udmeldinger i stil med "Det vil jeg ikke tale om" eller "Jeg
har ikke set noget", hvilket medierne med underforstået
beklagelse noterer. Hvorefter læserne i øvrigt ikke bebyrdes med mere
information om det ubehagelige emne.
Selvom disse kvinder
valgte at tilslutte sig og støtte et regime, der bedrev folkemord, hvad der
burde være alt rigeligt belastende i såvel juridisk som moralsk forstand, er
det også relevant at se på, hvad nogle af dem, som tilsluttede sig Islamisk
Stat, var i stand til.
I Tyskland er man
for indeværende i gang med at retsforfølge
en kvinde, der – efter efter udsagn – lod en femårig yazidi-slavepige
dø af varme og dehydrering, mens hun var lænket uden for kvindens hus. Den
eneste grund til, at det er kommet frem, er, at kvinden i fortrolighed fortalte
det til en person, hun ikke anede var agent for den tyske
efterretningstjeneste.
Er der nogen grund
til at tro, at denne kvindes valg om at efterlade et barn lænket til at dø,
bogstavelig talt uden for hendes hoveddør, er en undtagelse? Nej, tværtimod.
Slaveri – naturligvis inkl. mænds ret til seksuelt at kunne misbruge disse
slaver – var en integreret del af Islamisk Stats praksis, som man fuldt åbent
forsvarede i organisationens egen publikation, Dabiq, endda oversat til ganske
udmærket engelsk, så heller ikke et internationalt publikum kunne være i tvivl
om, præcis hvor sanktioneret og endda anbefalet denne praksis var. Disse
mennesker var for intet at regne, blev systematisk solgt for småpenge og efter
alt at dømme vidt og bredt misbrugt og udnyttet i husholdninger i Islamisk
Stat. I en kronik
om emnet skriver journalist og forfatter Tore Rørbæk på
baggrund af en analyse af tallene for henholdsvis slaver og de frivillige
jihadist-kvinder:
"Heraf kan man
konkludere, at kidnappede yezidier har udgjort en større befolkningsgruppe i
kalifatet end de tilrejsende kvinder. Hertil kommer, at antallet af
husholdninger i det islamiske kalifat, der på et tidspunkt har indeholdt en
yezidi-slave, må forventes at være langt højere end antallet af slaver, idet
mange af kvinderne blev købt og solgt adskillige gange. Yezidi-slaverne har
været en del af mange husholdninger i kalifatet – en del af disse har tilhørt
de tilrejsende kvinder."
Det var dette
slavesamfund, som kvinderne fra Danmark har været en integreret del af.
Kælent
mikrofonholderi
Så vidt vides har
ingen af kvinderne, der rejste fra Danmark, ladet munden løbe over for danske
PET-agenter, så vi ved ikke, om de har gjort noget tilsvarende som den tyske
kvinde. Hvis de havde gjort noget tilsvarende, ville de næppe fortælle det til
kælent mikrofonholdende danske journalister, der er deres bedste håb i forhold
til at opbygge sympati.
Særligt fascinerende
er det, at den valgte vinkel stort set altid er lagt på, hvor slemt disse
kvinder har det, mens forbrydelser i det regime, de tilvalgte, bliver reduceret
til en slags perifer baggrundsstøj, en ubelejlig kendsgerning, der da nok lige
skal have en obligatorisk sætning eller tre i forbifarten, inden man kommer
tilbage til fortællingerne om, hvor hårdt det er at leve i lejre opretholdt af
de kurdere, som Islamisk Stat utvivlsomt også havde placeret i massegrave, hvis
krigens udfald havde været anderledes. Eller hvor trist det er, at man ikke kan
komme til Danmark og få lægehjælp betalt af de borgere, som Islamisk Stat
opfordrede til at terrormyrde.
Jojo, man må da nok
forstå, der er da nok en slags historie forbundet med IS-grusomheder, men
selvsagt ikke en, der i nyhedsværdi står mål med det forhold, at den danske
stat ikke ønsker at facilitere disse kvinders hjemtransport, eller at det er
rigtig træls at bo i en teltlejr. Dét er, må man forstå, den virkelige
historie.
Det er selvsagt ikke
et valg, som i nogen som helst henseende er problematisk i forhold til god
presseskik. Det er ikke desto mindre et valg, der har den konsekvens ideligt og
ensidigt at fremstille medskyldige i Islamisk Stats rædselsregime som
"helt almindelige mennesker", hvad gerningsmænd i ethvert folkedrab
naturligvis er, omend de færreste nazister dog hævdede at være forlokket af
hoppeborge. Imens ofrene relegeres til deres massegrave og facto glemsel, og
koblingen mellem skyld og ansvar sagte fortoner sig et sted mellem linjerne.
https://kontrast.dk/sektioner/debat/artikel/dansk-presse-i-kalifatets-hoppeborg
Ingen kommentarer:
Send en kommentar