Mikael Jalving

HVAD FIRE ÅR I SIBIRIEN VAR FOR DOSTOJEVSKIJ, KUNNE MINKSKANDALEN VÆRE BLEVET FOR METTE FREDERIKSEN..

 

Statsministeren stod i et akut dilemma og kunne efterfølgende have givet os et blik ind i vildnisset i stedet for at foregive at være ufejlbarlig. Fejlbarligheden ville have tjent hende. Hun kunne have scoret stemmer ved at indrømme, at hun kun er et menneske. Sådan gik det ikke.

D-dag nærmer sig, og aviserne er fulde af artikler om den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij (1821-81), der fylder 200 år den 11. november for at være helt præcis.

Et af de gennemgående træk i fødselsdagsportrætterne er, at Fjodors forfatterskab først fik virkelig tyngde, efter at han overlevede en fireårig deportation til Sibirien sammen med bunden af det russiske samfund anno 1849-1853.

Det var her, i frihedsberøvelsen og den fysiske fornedrelse, at han lærte mennesket at kende for alvor, fordi han var presset til at være sammen med alt for mange af slagsen på meget begrænset plads, og det var herfra, at hans evne til at sætte sig fuldkomment ind i fremmede sind tog fart.

Derefter udgav han den ene føljeton og roman efter den anden med samme frekvens som udgydelserne fra vor tids bloggere og podcastere. ”Forbrydelse og straf”, ”Onde Ånder”, ”Brødrene Karamazov” og de andre sene romaner var næppe blevet til, hvis det ikke havde været for denne afgrundsdybe, personlige erfaring.

Det er en hårrejsende tanke, at der skal fire år i straffelejr til for at skabe en digter. I så fald er det ikke så underligt, at vores blødsødne velfærdsstater mestendels fostrer metermålsskribenter (som mig selv) og kun meget få litterære genier. 

Velfærdsstatens forfattere har det simpelthen for godt og lever i deres egne små velmenende bobler helt uden at ane det. Og hvad med mig selv? Her sidder jeg ved morgenbordet og nyder en god kop italiensk kaffe til min honningristede müsli. Hvilken latterlig dekadence!

Jeg slog tanken væk og tog ud for at træne med drengene fra Angora. Cykling har en vidunderlig evne til at blæse stort og småt væk fra visiret, herunder dystre tanker og forudanelser. Renset og justeret kan man så vende tilbage til overfladen lidt mere i vatter – og lidt rarere at være sammen med for andre.

Men fortæller historien om Dostojevskijs pinsler os alligevel ikke noget vigtigt? At livets modgang forlener os med erfaring og perspektiv, herunder en forståelse af, at døden kan vente lige rundt om hjørnet? Det korte svar er et rungende jow!

Dostojevskij var nærved blevet henrettet, hans kære døde omkring ham, ligesom hans helbred var så elendigt, at han alt for tidligt gik rundt og lignede en gamling.

Alligevel fik han hul igennem til tilværelsens store spørgsmål og formåede med sin fortællekunst at etablere en lyslevende modpol til sin samtids progressivt-nihilistiske idealer. Som jeg har været inde på tidligere, peger den 200-årige russer hen på eksistensen af dybereliggende kræfter i menneskesjælen, som ikke kan rettes ud til en lige linje eller en universel fordring om menneskerettigheder og åbenhed over for alle, uanset hvem de er – eller hvad de kommer med.

Dostojevskijs sandhed om mennesket gælder naturligvis også det mennesker, der er Danmarks nuværende statsminister, ja, undskyld, jeg bringer hende ind i ligningen. Men hun inviterer selv til det.

”Mette Frederiksen har som bekendt været helt utrolig populær indtil for nylig. Nu ser vi så, at hun også kan være noget af et kældermenneske, som ikke vil stå ved, hvad hun har gjort og lavet. Det virker til, at hele hendes hukommelse er blevet slettet, ikke kun de der sms’er.”

Det er ikke så meget det grundlovsstridige drab på minkerhvervet, der har sat en stopper for massernes applaus, som statsministerens efterfølgende mangel på samvittighed. Har hun da slet ikke lært noget? Tror hun virkelig, vælgerne er så dumme, at hun blot kan vrisse, at vi skal leve med skandalen?

Der er her, sammenligningen mellem russeren og danskeren født med mere end 150 års mellemrum påkalder sig vores interesse. For tænk, hvis statsministeren havde tilladt sig selv at lære noget og sagt undskyld og ment det. Tænk, hvis hun havde erkendt, at det gik for stærkt med at dræbe de mink, og at hun og hendes emsige departementschef var for egenrådige.

Det ville ikke bringe dyrene til live igen. Men det havde været et ærligt svar, som ville have klædt statsministeren menneskeligt og moralsk. Hvad de fire år i Sibirien var for Dostojevskij, kunne minkskandalen være blevet for vores statsminister: et vendepunkt.

Statsministeren stod i et akut dilemma og kunne efterfølgende have givet os et blik ind i vildnisset i stedet for at foregive at være ufejlbarlig. Fejlbarligheden ville have tjent hende, også elektoralt. Hun kunne have scoret stemmer ved at indrømme, at hun kun er et menneske.

Sådan gik det ikke. Mette Frederiksen undveg sandheden og forsøgte at snyde sig igennem dag for dag – og de trak ud. Derfor bliver det fremover endnu sværere at tage hendes ord for gode varer, ikke mindst nu, hvor coronamøllen maler igen, og regeringen har en klokkeklar interesse i at tale om noget andet end forsvundne sms’er.

Takket være ansvarsfraskrivelsen har Mette Frederiksen tabt sin uskyld og det privilegium at være den første til at skrive sin egen historie.

Nu må hun nøjes med sådan nogle lede sataner som mig.

https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/mikaeljalving/ECE13447313/hvad-fire-aar-i-sibirien-var-for-dostojevskij-kunne-minkskandalen-vaere-blevet-for-mette-frederiksen/