Krise. »Mening er vigtigere end frihed,« mener Christian Egander Skov. Hans nye bog er et skarpt opgør med en borgerlig ideologi på sammenbruddets rand og uden folkelig relevans.

DEN LIBERALE BLINDGYDE

 ARNE HARDIS

 

Måske kan det blå Danmark vinde regeringsmagten på den omfattende kritik af regeringens minkhåndtering, men det vil forværre en dyb krise for borgerligheden selv. I givet fald vil det være en sejr, som kalker dybere nederlag og revner i fundamentet over og udskyder en nødvendig afklaring af den hjemlige borgerligheds egentlige opgave.

Synspunktet er Christian Egander Skovs, yngre konservativ historiker og debattør, som afleverer det i en bog, som Gyldendal snart sender på gaden. Den har sin påstand som titel, Borgerlig krise slet og ret, og jeg er kørt den lange vej ned til ham i det allersydligste Sønderjylland for at afklare, hvad han mener. Om han virkelig mener det?

Tyve kilometer længere mod syd, og vi ville være i Tyskland, lidt nordpå ligger småstaden Aabenraa, Christian Egander Skov bor virkelig i den yderste, for tiden både ombejlede og forkætrede provins.

»Ja, det vil være skadeligt at vinde på minken, det vil borgerligheden ikke have godt af,« smiler den 37-årige, som foruden at være historiker med dyb indsigt i konservatismens historie er redaktør af det konservative Årsskriftet Critique.

»Der er en selvafsløring i den borgerlige kritik,« fortsætter han. »Påstanden om Mette Frederiksens magtfuldkommenhed hviler dybest set på en kritik af, at hun bruger politik til at forandre.«

– Du er meget tæt på at erklære minksagen for ligegyldig.

»Slet ikke. Det er en gedigen skandale, og jeg kan godt forstå det, hvis Socialdemokratiet taber folketingsvalget på den. Min kritik gælder mere det, at otte borgerlige partier kun kan blive enige om at plukke disse lavthængende frugter og ikke præsterer noget andet anliggende.«

Vi deler en lillebitte kande Bodum-kaffe siddende ved bordet i stuen, udenfor leger ungerne tilsyneladende uanfægtet af 30 graders varme i en luft, som valgrygter også har gjort tyk som ærtesuppe, som man siger. Nogen tid har det været på mode at beklage fraværet af bøger omhandlende den borgerlige hensigt med det hele, nu kommer Eganders – som kaldet eller som forbandet, heftig er den.

Borgerlig krise med undertitlen »Det ideologiske opbrud i blå blok« er påfaldende skånselsløs i sin diagnosticering og dissektion af patienten, her er virkelig anledning til at bruge den gamle talemåde, at han kaster en brandfakkel ind i den borgerlige debat.

Mod bogens slutning skriver Egander Skov, hvordan minksagen illustrerer en borgerlighed, »som kun kan hente sin styrke gennem manifestationen af sig selv som en kritisk position«. Den beskrivelse giver åbenlyse mindelser om Venstresocialisterne i Preben Wilhjelms storhedstid i 1970erne; man havde måske ikke så meget konstruktivt at byde på om samfundets bedste indretning på den yderste venstrefløj, men kunne til gengæld levere uforsonlig magt- og statskritik fra morgen til kvæld.

»Ja, det er sandt. Magtkritik er det, der binder de borgerlige sammen i dag. Det gav god mening for et lille parti som VS at indtage rollen som vagthund, men for borgerlige, som rækker ud efter mindst halvdelen af befolkningen? Det er altså ikke meget opbyggeligt. I dag ved vi, at Jakob Ellemann har omfavnet Arne-pensionen og kun kan svinge sig op til at nedsætte en kommission, der skal finde på nogle ubestemte reformer. Det eneste, man har at sige, er, at man ønsker et Danmark uden Mette Frederiksen som statsminister. Det er ikke vildt imponerende.«

Den svigtede folkelighed

Egander Skovs hovedpointe i bogen er, at borgerligheden må bestå af tre ligeværdige komponenter: det liberale, det konservative og det folkelige. Svigtes den folkelige del, forsvinder den ikke, men udarter til populisme, gold demagogi, som kun søger næring til demagogens egen position. Det folkelige er ikke bare noget, man må leve med, det er en uomgængelig komponent i en frugtbar borgerlighed.

Ifølge analysen har Venstre svigtet det folkelige fatalt, samtidig med at man har vundet over konservatismen, ligesom det også skete i 1950erne, da Venstre og Konservative blev nære allierede på bekostning af sidstnævnte. Venstre bevarede sin mistro til staten, Konservative overgav sig til en form for snusfornuft blottet for dybere ideologiske pejlemærker, forklarede Egander, da jeg interviewede ham om konservatismen i maj sidste år.

Men hvor konkret mener han sin kritik af det konservative nederlag? Skal en konservativ i dag tilslutte sig regeringens beslutning om at bestemme over gymnasieelevernes valg af uddannelsesinstitution, eksempelvis? Det er en statsligt styret aktivitet, som Venstre og Konservative ihærdigt har undsagt.

»Det er klart, at en borgerlig position som den, jeg skildrer, sætter hensyn til samfund og sammenhængskraft højt. Det omfatter for mig at se også en accept af håndfaste metoder, når man vil håndtere integrationsproblemerne. Jeg er i tvivl, når det kommer til fordeling af gymnasieelever. På den ene side ved vi, at den faglige kvalitet falder, når antallet af indvandrere stiger i en klasse. Det forstår jeg godt, forældre vil undgå. På den anden side, hvordan vil vi så undgå segregering? Der er heller ikke frit gymnasievalg i dag. Herude på landet betyder aftalen, at mindre gymnasier vil have bedre chance for at overleve. Spiller alt det ingen rolle for det borgerlige Danmark?«

Ifølge Egander Skovs analyse befinder vi os i dag i et postliberalt tidehverv indledt i 2015-16. Internationalt ses det med Trump i USA, Marine Le Pen i Frankrig og Boris Johnsons epoke i Storbritannien. Herhjemme havde Dansk Folkeparti ganske vist en voldsom opblomstring ved 2015-valget, men siden er der unægtelig kommet noget spagfærdigt over partinavnets andetled, og dansk borgerlighed er derfor samlet set blevet yderligere liberal.

I den forstand kan Borgerlig krise minde om Michael Böss’ Liberalismens vildfarelser fra sidste år. Men Egander pløjer dybere og tættere på den politiske agers skelpæle i sin efterlysning af en borgerlig selvbesindelse – eksempelvis afhandler han nysgerrigt og kritisk de hjemlige nationalkonservative, som er kommet noget i modvind efter Putins krig i Ukraine.

Jeg spørger ham, om man ikke kan beskrive hans eget ståsted som nationalkonservativt? Det afviser han, for ved det lidt diffuse begreb forstår man gerne en position, som er direkte fjendtlig over for de liberale værdier, og det er han ikke.

»Jeg plejer bare at kalde mig konservativ, måske kulturkonservativ. Jeg er af den generation, der som helt ung deltog i KUs store kapitalistkampagne. 20 år gammel boede jeg på et kollegieværelse og deltog i KUs hypermaterialistiske kampagne, som vi betragtede som en stor succes. Jeg gik rundt og smækkede klistermærker op med budskabet ‘Jeg elsker mine ting’. Jeg havde ganske vist ikke så mange ting, men jeg havde da en bærbar, jeg kunne sætte klistermærket på.«

Den position er Egander Skov vokset fra, mens han beskylder det borgerlige Danmark for i virkeligheden at have overtaget den i en oppustet og forvrænget velfærdsstatslig version, hvor konkurrencestaten skal favorisere borgerens frie valg og individualismen. Den position vender uvægerligt provinsen ryggen, tømmer den og fodrer en populisme, som ikke er den glemte mands oprør, men de glemte steders hævn. Derfor taler han for en styrkelse af civilsamfundet som et fungerende samfunds forudsætning; der må være noget sammenbindende mellem individet og staten.

Egander Skov formulerer det også på en anden, lidt mere højpandet måde. Han hævder, at borgerlige har forvekslet det sande forhold mellem friheden og meningen – mellem det liberale og fællesskabet, kunne man måske sige. Han formulerer det i bogen sådan, at borgerlige må nå til den vanskelige erkendelse, at »den umiddelbare frihed kan ikke være den politiske tænknings absolutte omdrejningspunkt. Mening er vigtigere end frihed, for frihed uden mening er fortabelse«. Hvad mener han egentlig med det?

»Friheden er forudsætningen for at kunne danne sin mening med tilværelsen. Men friheden er ikke målet, det er meningen selv. Det er religionssociologen Peter Berger, der taler om en ‘epistemologisk hunger’, en sult efter erkendelse, som alle er draget af. Mennesket hungrer efter mening og realiserer sig selv i forbindelsen med andre mennesker. Man kan sige, at hungeren efter mening er vigtigere end det materielle. Hvis en mand har desperat brug for brød, stjæler han et. Kan han ikke finde meningen, drukner han sig i Tivolisøen.«

Den teknokratiske midte

Når hans egen holdning er så fascineret af Mette Frederiksens forsøg på at lave politik i stedet for bare at forvalte, hvorfor insisterer Egander Skov så på, at et borgerligt regeringsprojekt må bygge på den samlede flok af blå partier under anførsel af Venstre og Konservative? Hvorfor ikke samle hen over midten og skære det kaotiske småmylder på fløjene bort?

»Alternativet til blokpolitik er teknokratisk centrumpolitik. Det er essensen af Lars Løkkes projekt, og det er essensen af Mette Frederiksens nye appel til et regeringssamarbejde hen over midten. Den slags invitationer ender altid med at handle om en form for teknokratisk reformpolitik. Derfor risikerer man blot at forstærke det demokratiske problem, fordi man afkobler folk og henviser dem til populistiske politikere.«

Egander Skov understreger, at det politiske system nødvendigvis må tilbyde valg mellem forskellige anskuelser.

»Det kan give nogle debatter, som tager sig grimme ud, men det er ikke mindre grimt, at politikere taler sig til rette i salonerne, mens folk står efterladt på perronen. Prøv at se, hvad der skete med den store koalition i Tyskland mellem CDU og SPD, die grosse Koalition. De to centerpartier blev bare mindre og mindre, det slider at regere på basis af midten, når fløjene ikke ansvarliggøres. Jeg tror simpelthen ikke på den måde at føre politik.«

Samtidig er der det problem med et eventuelt samarbejde mellem borgerlige og socialdemokrater herhjemme, at ikke kun det blå Danmark har svigtet folkeligheden. Han skridter hurtigt dagens armodige folkelige front af på den røde side: Mattias Tesfaye som udlændingeminister, Kaare Dybvad som indenrigsminister og politisk ordfører Rasmus Stoklund, som sidste år talte varmt om et værdifællesskab mellem fabrikkens socialdemokratiske arbejder og den konservative direktør.

Tesfaye er overført til andet arbejde, det samme er Dybvad, hvis forsvar for provinsen ikke længere fremføres med nogen selvtillid af Socialdemokratiet. Stoklund? Egander Skov har ikke siden sidste år hørt noget til hans varme følelser for Konservative.

Summen af de betragtninger giver jo et nedslående resultat set fra Eganders position, påpeger jeg. Samarbejde med Socialdemokratiet er umuligt, fordi dets folkelighed »er marginaliseret og kører på dampene«, som han selv formulerer det. De blå, hævder han, kan ikke andet end gold magtkritik. Og teknokratpolitikken hen over midten er ham en vederstyggelighed, der bare forværrer problemerne. Det lyder næsten, som om han personligt har udstukket ruten hen mod en klassisk katastrofepolitisk position: Håber han inderst inde, de blå taber valget, så de tvinges til at starte forfra?

»Jeg er fuldstændig uden håb, så det kan jeg svare nej til. Jeg tror, vi får et forfærdeligt trist valg. Både i valgkampen, og når valgresultatet gøres op.«

Støjberg som blå frelser?

Men så er der jo Inger Støjberg. Hun er mest til stede i kulissen i hans bog, som er færdigskrevet, kort efter at hun proklamerede sit nye parti. Han leverer her et skarpt opgør med Støjberg i sit forsvar for den liberale retsstat: Hvem kan være interesseret i at leve i et samfund, »hvor politik, prisværdige mål eller hellige hensigter trumfer borgernes retssikkerhed«, som han spørger.

Hvor hun kan mene, at der er et problem med barnebrude, kan andre finde det uomgængeligt med flere vindmøller i Udkantsdanmark, mere overvågning, flere anholdelser, mindre privat ejendomsret, udslettelse af minkerhvervet. Hans pointe: »Der er gode grunde til, at borgerlige – uanset om de er liberale eller konservative – historisk har villet hegne magten ind.«

Men Egander Skov skriver også igen og igen om provinsens følelse af afmagt og afkobling, så man uvægerligt kommer til at tænke på Inger Støjbergs nye partiprojekt. Er hun ikke slet og ret den efterlyste folkelige komponent i det borgerlige Danmark?

»Støjberg har tydeligvis fundet et kolossalt hul i det borgerlige Danmark. Indtil videre er det bare svært at se substansen i hendes politik. Det er mit problem med hende. Håbet kan måske knyttes til et projekt som hendes, men det kan også blot være endnu en populistisk reaktion på borgerlige og socialdemokratiske regeringers politik. Hun tager fat på den frustration, der føles i periferien, men hun har altså ikke et stærkt greb om, hvad der så skal gøres. Hun sætter ord på afmagten og afkoblingen, men hvad vil hun gøre ved det?«

Egander Skov understreger, at selvom folkeligheden og dens fætter populismen skal anerkendes i det politiske, er det ikke nok at udpege problemer og måske tale dem større.

»Måske bruger hun det bare til at tale sin egen position op som en slags folketribun, måske er hun ikke interesseret i det hårde arbejde med at finde løsninger på de problemer, hun udpeger. Der er en fare for demagogi her, men det bliver interessant, hvad Inger Støjberg udvikler det til.«

Hendes tilsynekomst – eller genfødsel, om man vil – på den politiske scene er dog god for det borgerlige Danmark i den forstand, at hun allerede har erklæret sig blokloyal og nok vil være lettere at integrere i blå blok end et Dansk Folkeparti truet af opløsning.

»Men det havde altså været at foretrække, hvis hun havde ageret som et korrektiv i Venstre, som nu står tilbage som et entydigt urbant og liberalt parti. Så jeg ser alt i alt ikke så meget Inger Støjberg som et håb, snarere som endnu et udslag af elendighederne hos lederne af Venstre og Konservative, og her peger pilen først og fremmest på Jakob Ellemann,« mener Christian Egander Skov.

Afslutningsvis spørger jeg den konservative mand, om ikke hans tiltro til det stærke civilsamfund er en vandring i en spøgelseslandsby. Som når venstrefløjen sætter lid til en folkelig fagbevægelse, eller når liberale drømmer sig tilbage til andelsbevægelsen.

Egander Skov understreger, at han med bogen ikke har søgt at skrive et politisk manifest med konkrete programpunkter. Han vil i stedet »give de borgerlige et sprog at tale om kollektive problemer med«, som han formulerer det.

»Her peger jeg på civilsamfundet og det kommunitære. I mit eget lokalsamfund bor omkring 1.000 mennesker, og her er vel 30 foreninger. Jeg skal indrømme, at de fleste aktive efterhånden er ældre mennesker, men civilsamfundet handler om andet og mere end det formelle foreningsliv. Det handler om lokalsamfund og familier, dagliglivets faste former. Selvom eksempelvis familien er under pres, så er det gode, traditionelle familieliv stadig idealet for de fleste. Jeg mener ikke, situationen er så grel, som du lægger op til. Hvis den var, ville opgaven desuden bare være mere presserende. I sidste ende afhænger det frie samfund og folkestyret af, at vi har et stærkt og velfungerende civilsamfund. Uden det sidste forsvinder det første.«

https://www.weekendavisen.dk/2022-32/samfund/den-liberale-blindgyde

ARNE HARDIS (f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).

 

AHIS@WEEKENDAVISEN.DK