mandag den 9. december 2019




Han stod bag folkestyrets største dumhed
Mød Hans Gammeltoft-Hansen, tidligere formand for Dansk Flygtningehjælp og arkitekten bag udlændingeloven af 1983.


Forleden blev jeg kontaktet af en dygtig, yngre journalist, kendt fra det hedengangne Radio24syv. Han planlagde en række udsendelser om danmarkshistoriens største helte og skurke og var så letsindig at lade mig vælge en skurk. Hans redaktionsprincip var enkelt:

Gæsten bestemte.

Efter en tænkepause frem og tilbage faldt mit valg på den tidligere formand for Dansk Flygtningehjælp, Hans Gammeltoft-Hansen, med den begrundelse, at han var hovedarkitekten bag folkestyrets største dumhed, udlændingeloven af 1983 – og den deraf følgende muslimske masseindvandring.
Valget havde den fordel, at skurken stadig lever, men mig bekendt aldrig har sagt undskyld. Dette kunne naturligvis udløse lidt ballade i den københavnske overklasse og kulturelite, men også give lidt opmærksomhed om udsendelsen, som nemt kunne risikere at drukne i mediehavet.

Aftenen før, jeg skulle i studiet, skrev journalisten så, at det ikke gik. Mit valg var for aktuelt og politisk og passede pludselig ikke ind i konceptet.

Jeg er vant til den slags i mediebranchen. 25 års skribentvirksomhed for flere dagblade og en fast ansættelse har givet mig et pragmatisk forhold til branchens udbredte kujoneri og hykleri. Så jeg svarede journalisten med et ok og pøjpøj, mens jeg smilede ved tanken om, at han netop havde foræret mig ideen til denne klumme.

For Hans Gammeltoft-Hansen er formentlig den største skurk i folkestyrets historie siden 1849. Vist har der været krige, spektakulære nederlag og mange andre konflikter før og siden. Først kom tyskerne, så kom russerne og til sidst kom muslimerne, sådan som Ulrik Høy har været så umanerlig direkte at formulere det. Men med sidstnævnte, altså muslimerne, er det efter alt at dømme irreversibelt. Hundredtusindvis bor her, har fået statsborgerskab, stemmer rødt, får børn hyppigere og tidligere og er overrepræsenteret i alle de forkerte statistikker.



Alle ved det, ingen kan, tør eller vil gøre noget ved det. I stedet lyder der fra Christiansborg og den mangearmede indvandringsindustri de sædvanlige fraser om, at ”vi” skal integrere indvandrerne bedre og undgå, at ”kriminalitetstruede” unge havner i bander og klaner. Og så er der vist noget med, at vi skal sætte vores lid til en kvoteordning for ”flygtninge” i EU.
Dansk Flygtningehjælps tidligere formand var én af dem, der fik ulykken til at ske qua sit virke i det centrale udvalg, der forberedte loven – ivrigt hjulpet af venstrefløjen, Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet – og modvilligt assisteret af de borgerlige partier, der frygtede at miste regeringsmagten på det spørgsmål. Fremskridtspartiet stemte som det eneste imod loven.

En ven til Hans Gammeltoft-Hansen sagde i 1996 om ham, at han slet ikke kan tale om mennesker i flertal, hvilket var ment som en ros. Men det udtrykker i kortform hans ideologiske horisont:

Individet er helligt.

Udlændingeloven af 1983 havde mindst fire ulyksalige konsekvenser. Den første var juridisk, idet loven udvidede flygtningebegrebet og behændigt sløjfede forskellen mellem migranter og flygtninge. Nu var alle, der kom udefra, især fra de varme lande, de facto flygtninge med retskrav på familiesammenføring og underhold. Samtidig blev sagsbehandlingens bevisbyrde vendt på hovedet, således at det fremover var statens pligt at bevise, at en asylant ikke var flygtning.



Udlændingelovens anden konsekvens er nært forbundet med den første. Det nye retsprincip for flygtninge indebar en ideologisk afpolitisering af fremmedspørgsmålet. Det blev nu noget, jurister tog sig af, selv om forhold vedrørende statens ydre grænser og dens indre orden netop er et grundlæggende politisk spørgsmål i enhver stat for alle borgere.

At juristerne med den nye udlændingelov overtog administrationen af fremmedspørgsmålet fik en en tredje, dybt asocial virkning. Det var akkurat ikke de velbetalte jurister og deres politiske venner, der kom til at mærke indvandringens konsekvenser i deres eget nærmiljø og sociale liv. Det var derimod underklassen og den lavere middelklasse og deres børn i eller tæt på de nye ghettoer. Den herskende klasse indførte en lov, som andre – og økonomisk svagere – måtte bøde for.



Ulykkens fjerde akt mærker stedse flere danskere. Økonomisk, demografisk, socialt og kulturelt, på uheldige dage selv i de fine kvarterer. Vi er nu et delt folk. Regningen kan vi sende til de daværende partier undtagen ét, men til én mand mere end nogen anden.


Kommentarer:

Ingen tvivl om at Gammeltoft-Hansen stod som arkitekt bag en nærmest ufattelig lempelig indvandringslovgivning, "verdenshistorens mest liberale", som R købte, og som så blev accepteret fordi andre politikker skulle vedtages også, og på det tidspunkt var mere presserende eller væsentlige. Og man kunne jo - med god ret, for der fandtes ikke evidens for andet - henholde sig til forestillinger om, at der jo nok kun ville komme 67 "flygtninge" om året, og hvis de skulle have familiesammenføring ville vi maks tale om hundrede.

Jeg synes dog også at Lykketoft, Auken og Nyrup skal nævnes som skurke. På trods af advarsler, evidens og massiv folkelig modstand satte de skyklapperne på, og gjorde det nærmest kriminelt at være uenig. De skabte DF. Og er ansvarlige for stort set alle "integrations"-problemer i dag (dvs de helt forventede kultursammenstød og de massive udgifter).

"1983-lovens vigtigste nyskabelse var en stærkt forbedret retsstilling for asylansøgere. For det første fik enhver udlænding, der ved grænsen søgte asyl i Danmark som første asylland, krav på at komme ind i landet".

Denne formulering underkender faktisk, at man kan være rejst gennem flere lande for at komme til Danmark, da man blot skal vente med at søge asyl når man kommer til den danske grænse, således at Danmark bliver det første asylland. Logikken i, at man søger asyl i det første land man kommer til, underkender denne lov af 1983. Så forstår man bedre, at denne lov er blevet kaldt ”Verdens mest menneskevenlige udlændingelov.”

At Hans Gammeltoft Hansen havde en indlysende personlig økonomisk interesse i flygtningespørgsmålet må være tydeligt for enhver, som er i stand til at tænke nogenlunde logisk. Men det er han da ikke alene om. Alle, der er involveret med integration af flygtninge såsom socialrådgivere undervisere på sprogkurser o.s.v., og som har deres gode arbejde med det, vil da være interesseret i at bevare det. Når integratione har trange kår med hensyn til succes, kan man ikke lade være med at overveje, om det reelt skyldes, at de beskæftigede i integrationsområdet er mest interesseret i at bevare deres gode arbejde og beskæftigelse.

Det gælder såmænd også Røde Kors, Red Barnet osv i dag. Det er en kapitalistisk milliardindustri, som har antallet af "flygtninge" som produkt og den danske stat som kunde.

Ja vi burde have som noget helt rimeligt at de dokumenterede effekten af deres arbejde og så bede dem om at arbejde uden for landets grænser og ikke inden for. Læger uden grænser tog deres titel med "uden grænser" til et andet niveau da de begyndte at hjælpe smuglerne med et flytte folk over grænserne. Det er selvfølgeligt ikke så farligt som at operere i krigszoner. Her skulle de bare vente på et opkald fra deres partnere i land.

Vigtig historisk blog om en markant ændring af det danske samfund.Lige som vi ser det helt aktuelt med den nye klimalov, hvor der er bred politisk konsensus om 70% reduktion af CO2 udledninger uden at kende de økonomiske konsekvenser og hvor virkningen kun er på det abstrakte plan - men hvor det tæller, hvordan man tager sig ud i omverdenen som den gode rollemodel. Det var det samme i 1983; det gjaldt om at pudse glorien og tage sig ud som det gode eksempel og være det "pæne" samfund - uden at kende til alle de uheldige konsekvenser.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar